De 18-årige tvillinger har for alvor slået familiens navn fast i Manchester i år, hvor Rafael har gjort sig bemærket på førsteholdet, mens Fabio har imponeret på andetholdet.
Men de to brasilianske brødre, der skiftede til United forud for sæsonen, kunne ligeså godt være havnet hos rivalerne fra Arsenal. London-klubben udviste i hvert fald stor interesse for dem, indrømmer Rafael nu:
”Vi var ikke glade for den måde, han kontaktede os på. Agenten sagde, han var fra Arsenal, og tilbød os en prøvetræning. Vi havde allerede været til prøvetræning hos United med Fluminenses tilladelse, men han ville tage os med til England uden at konsultere Fluminense. Vi var ikke enige i hans principper. Vi startede vores karriere i Fluminense, og de passede på os,” lyder det fra Rafael.
Om Fluminense var klar over tvillingernes loyalitet vides ikke. Faktum er dog, at de holdt op med at bruge dem begge på førsteholdet, efter handlen med Manchester United var et faktum.