Manchester Uniteds trøjer vil i næste sæson bære den Chicago-baserede forsikringsgigants AON’s logo på maven. Den nye aftale har, ifølge engelske medier, en værdi på omkring 80 millioner pund. Penge, der dog allerede nu mistænkes for at skulle bruges på renter af klubbens massive gæld på over 700 millioner pund.
Det får nu Manchester United Supporters Trust (MUST) til at erklære krig mod den nye spilletrøje, der bliver præsenteret i forbindelse med Uniteds Amerika-tur i denne uge. Således mener MUST, at trøjen er et symbol på det upopulære ejerskab af ”De røde djævle”.
”Set ud fra de forskellige fan-fora, står det klart, at mange United-tilhængere ser AON-trøjen som et symbol på Glazer-familiens ejerskab af klubben frem for det Manchester United, vi kender og elsker,” udtaler en talsmand fra supportergruppen overfor The Telegraph, før han henvender sig til amerikanske United-fans.
”Det er vigtigt, at alle amerikanske United-fans forstår vigtigheden i at fjerne Glazer-familien, så klubben også i fremtiden kan overleve og kæmpe med om titler.”
Sidste sæsons Green & Gold-kampagne fik stor presseomtale, da store skarer af United-tilhængere valgte at iklæde sig Newton Heaths farver frem for de officielle klubprodukter. Derudover har mange fans undladt at forny deres sæsonkort, hvilket bevidner om den stigende utilfredshed med Glazer-familien.