Manchester United går den nye sæson i møde med to nye ansigter i truppen. Således er Javier Hernandez blevet hentet i Guadalajara, mens Chris Smalling er kommet til fra Fulham.
Og netop Fulham tog i går imod Werder Bremen i en venskabskamp på Craven Cottage. Her så Sir Alex Ferguson med fra lægterne, hvilket straks fik de engelske medier til at spekulere i, om det var for ar se nærmere på Mesut Özil, der i flere uger er blevet sat i forbindelse med Manchester United.
Den 21-årige tysker gjorde for alvor opmærksom på sig selv under VM-slutrunden, og ses af mange eksperter som den perfekte afløser for Paul Scholes.
Sir Alex Ferguson var dog ikke videre meddelsom, da han efter dagens sejr over Chelsea blev konfronteret med rygterne.
”Jeg tror, at han (Özil, red.) har gjort mange hold interesserede, men i øjeblikket stoler jeg på dem, jeg har til rådighed,” lød det kortfattet fra Uniteds manager overfor Sky Sports.
United møder Fulham den 22. August, hvilket var årsagen til Fergusons besøg i London.
”Vi bliver nødt til at forberede os på Fulham. Vi møder dem om under to uger, og når de har fået en ny manager, er det nødvendigt at finde ud af, hvilke ting han har ændret på,” forklarede den 68-årige skotte.
David Gill slog i slutningen af sidste måned fast, at der er penge til rådighed, såfremt Ferguson finder det nødvendigt at forstærke sin trup yderligere, før transfervinduet lukker den 1. september.