Wes Brown har gennem sin karriere kæmpet med lange skadespauser, hvilket har været en hæmsko for den ellers populære forsvarsspiller.
Sidste sæson var ingen undtagelse, hvor Brown sad ude i lange perioder med diverse småskader. Der var derfor heller ingen overraskelse at spore i den engelske presse, da Fabio Capello undlod at udtage United-spilleren til VM i Sydafrika.
Brown fik imidlertid lidt international oprejsning, da han i sidste uge blev udtaget til onsdagens venskabskamp mod Ungarn på Wembley.
Nu må Capello dog finde en afløser for Brown, der idag besluttede sig for at indstille sin landsholdskarriere.
”Efter at have tænkt det grundigt igennem, er jeg nået frem til den svære beslutning, at det er på tide at stoppe på landsholdet,” lød det i en pressemeddelelse fra Brown på FA’s hjemmeside.
Wes Brown nåede at optræde 23 gange for England.