Tomasz Kuszczak vil søge nye udfordringer, hvis han ikke bliver forfremmet til førstemålmand, når Edwin van der Sar til sommer formentlig stopper karrieren.
Den melding har Kuszczak været ude med en del gange, og sammenkoblet med købet af Anders Lindegaard har det fået sat rygtemøllen i fuld sving.
Alle pile peger i retning af et Old Trafford-exit for den tidligere West Bromwich-ankermand, men sådan ser Kuszczak ikke nødvendigvis på det.
“Alle kampe er vigtige for mig. Jeg kender godt til spekulationerne om min fremtid, men jeg har i sinde at vise, at jeg er god nok til at erstatte Edwin. Unge spillere, jeg kalder mig ung fordi jeg er 28 og Edwin 40, skal altid være klar til at gribe chancen,” sagde Kuszczak efter kampen mod Liverpool.
I det vundne arvefjendeopgør i FA Cuppens tredje runde holdt Kuszczak buret rent. Han blev testet et par gange, blandt andet på et frispark helt oppe i krogen af Fabio Aurelio.