Old Trafford tager i morgen afsked med en 40-årig hollænder, der siden sin ankomst i 2005 har udgjort en sikker sidsteskanse i Manchester Uniteds defensiv.
Således bliver det sidste gang, at Edwin van der Sar træder ind på Drømmenes Teater som professionel fodboldspiller. Og det bliver en svær pille at sluge, ikke mindst for hovedpersonen selv.
”Jeg ser ikke frem til det. Det er et trist øjeblik. Dem ser man ikke frem til. Jeg bliver bare nødt til at få det bedste ud af det,” siger van der Sar overfor MUTV.
Målmandslegenden forklarer samtidig, at det først nu er ved at gå op for ham, selvom beslutningen om at hugge bremserne i blev taget for lang tid siden.
”Det har været under opsejling i lang tid. Men jeg har ikke rigtigt tænkt over det. Da jeg havde besluttet mig, fokuserede jeg bare på kampene og træningen,” fortsætter van der Sar og uddyber.
”Det er først indenfor de sidste par uger, at det er begyndt at sive ind, at jeg er ved at løbe tør for tid. Men forhåbentlig vil jeg kunne tage nogle gode minder med mig fra denne weekend.”
Sir Alex Ferguson har allerede besluttet, at van der Sar i morgen vil bære anførebindet, når de nyslåede engelske mestre tager mod Blackpool i sæsonens sidste kamp.
Næste lørdag har den tidligere Ajax- og Juventus-keeper dog mulighed for at afslutte sin formidable karriere med maner, når United og FC Barcelona tørner sammen i Champions League-finalen på Wembley.
Edwin van der Sar har siden sin ankomst fra Fulham optrådt 264 gange for ”De Røde Djævle”.