Manchester United har snart haft Rio Ferdinand på lønningslisten i ti år, og hvis det står til sidstnævnte, er han også at finde hos de engelske mestre fremover.
Det til trods for, at han er røget ud af startopstillingen efter en skadespause.
Og selvom der angiveligt kan vente ham en lukrativ økonomisk aftale hos MLS-klubben Chicago Fire, lokker det ikke Ferdinand.
”Det har været meget frustrerende for alle de involverede parter. Nu vil han lægge sin skade bag sig og nå samme niveau som sidste år, hvor han spillede over for nogle af de bedste angribere i verden,” siger Jamie Moralee ifølge Itv.com og fortsætter.
”Rio er klar over, at der er masser af talent i Manchester United. Men han er klar til at tage kampen op, og det er jeg sikker på, at han er i stand til.”
Rio Ferdinand blev hentet hos Uniteds ærkerivaler Leeds United tilbage i 2002.
Det har dog ikke forhindret, at den 32-årige forsvarsspiller i dag er en af publikumsfavoritterne på Old Trafford.