Patrice Evra har ikke ramt vanligt niveau i denne sæson. Det ved den franske venstreback udmærket godt, og det var han også den første til at indrømme senest efter nederlaget til FC Basel. Han er dog heldigvis langt fra at lægge støvlerne på hylden, men det standser ikke Manchester United i at tænke frem i tiden, hvis man skal tro de seneste rygter.
Rygterne går på, at Sir Alex Ferguson havde sendt sin bror og United-talentspejder, Martin, til Holland for at kigge nærmere på det unge talent. Jetro Willems skiftede til PSV Eindhoven fra Sparta Rotterdam i sommers, og han har allerede spillet sig vej til førsteholdet og på ungdomslandsholdet.
De Røde Djævle skulle allerede være så interesserede, at de skulle stå klar med et bud inden alt for mange andre klubber får øjnene op for venstrebacken. Martin Ferguson skulle således vurdere spilleren endnu engang inden januar, hvor et formelt bud kan komme på tale.