Den amerikanske Glazer-familie forbliver enevældige i Manchester United lidt endnu. Således har de omstridte ejere udskudt den planlagte børsnotering af United i Singapore på ubestemt tid.
Det skriver The Telegraph, der beretter, at krisen i eurozonen, den slunkne verdensøkonomi og det tidlige exit i Champions League er de primære grunde til beslutningen.
I august i år kom det ellers frem, at Uniteds ejere var klar til at udstede 30 procent af klubbens aktier på børsen i Singapore.
De engelske mestre er yderst populære i Asien, hvorfor eksperter spåede, at aktierne kunne indbringe de gældsplagede ejere op mod 600 millioner pund.
I slutningen af september satte Glazer-familien dog processen på midlertidig standby.
Manchester United menes at være blevet gældsat for flere hundrede millioner kroner, siden den fjendtlige overtagelse i 2005.