For øjnene af 50000 tilskuere i Chicago tog Mexico imod Bosnien i en venskabskamp. Javier Hernandez så til fra bænken da hans landsmand, Giovani dos Santos fra Tottenham, bragte Mexico i front, men bare syv minutter senere bragte Manchester Citys Edin Dzeko balance i regnskabet.
Kampen måtte ud i overtiden, før Chicharito scorede et besynderligt mål. Bosnien-forsvaret koksede fuldstændigt, og så stod den lille ært på det rigtige sted som så mange gange før.
– Det var totalt tilfældigt. Alle jokede med det i omklædningsrummet, men det vigtigste er, at vi vandt takket være Gud. Jeg er glad for scoringen. Jeg yder altid mit bedste for holdet, om så træneren vælger at bruge mig i ét minut eller alle 90, sagde matchvinderen efter kampen.
Dermed har Chicharito scoret 24 mål i 35 landskampe for Mexico. Næste udfordring bliver Brasilien i Texas, før de hjemme i Mexico City tager imod Guyana i første kvalifikationskamp til VM 2014.