To gange Ashley udsat for racisme

Bedst som man troede, at racismeproblematikken havde lagt sig i England, viste det atter sit grimme ansigt efter søndagens kvartfinale mellem England og…

Bedst som man troede, at racismeproblematikken havde lagt sig i England, viste det atter sit grimme ansigt efter søndagens kvartfinale mellem England og Italien. 

Således har politiet i London indledt en efterforskning, da de har modtaget anmeldelser om racistiske tweets rettet mod Ashley Young og Ashley Cole.

De hårde angreb skyldes, at begge spillere brændte deres forsøg i straffesparkskonkurrencen, der sendte Italien i semifinalen. 

– Vi er klar over, at der angiveligt er indløbet racistiske beskeder på Twitter efter gårsdagens landskamp med England, og vi har startet en efterforskning, siger en talsperson fra Politiet ifølge Daily Mail. 

2 måneders fængsel for racisme

Og selvom avisen samtidig giver eksempler på dumsmarte Twitter-brugere, der forsikrer hinanden om, at politiet ikke vil gøre alvor af sagen, viser tidligere eksempler en anden tendens. 

Tilbage i marts blev den 21-årige universitetsstuderende Liam Stacey nemlig fundet skyldig i racisme og idømt 56 dages fængsel. 

Han havde i fuldskab fundet det morsomt at håne Boltons Fabrice Muamba, efter han var faldet om med hjertestop i en kamp mod Tottenham. 

Foruden fængselsstraffen har Swansea University suspenderet ham for resten af 2012. 

Forrige artikel

Agent: Kiko bliver i United

Næste artikel

Schalke vil holde på Huntelaar

ANNONCE