Javier Hernández har i den grad bragt sig selv i spil i kampen om en plads i Manchester Uniteds startopstilling, efter han tirsdag aften nettede to gange og i storstilet grad gik forrest i missionen om at vende et faretruende 0-2-nederlag til en 3-2-sejr over Braga i Champions League.
Men de to mål fra ‘Chicharito’ gør ikke hverdagen meget nemmere for manager Sir Alex Ferguson, som i forvejen har et særdeles kompetent angreb at gøre godt med.
– Chicharito har så meget entusiasme i spillet, og han træner helt vidunderligt, siger Ferguson ifølge manutd.com.
Hernández’ comeback som yderst målfarlig herre giver Ferguson noget af et luksusproblem op til weekendens brag i toppen af Premier League imod førerholdet fra Chelsea.
– Jeg må sige, at han virkelig får mig til at tænke. Ham, van Persie, Rooney og Welbeck … Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem, må jeg være ærlig og sige, siger Sir Alex Ferguson.