Neville: Rivalerne styrket af Fergies exit

Manchester Uniteds rivaler i toppen af ligaen er blevet forstærket af Fergusons manager-stop, mener Gary Neville, der dog ser en lys fremtid forude for holdet.

Manchester United legenden Gary Neville er yderst spændt på den kommende sæson, hvor Uniteds spillere skal bevise, at de sagtens kan præstere uden Ferguson.

– Siden Sir Alexs melding om sin tilbagetrækning har jeg snakket med andre klubfolk, og deraf ved jeg, at de rivaliserende klubber føler sig løftet alene på grund af, at Ferguson ikke længere er der, siger Gary Neville til Uniteds officielle hjemmeside.

– Uniteds spillere bør se det, som en fornærmelse, og sige ”Vent en gang, tror I virkelig, at vi ikke kan gå på banen og præstere uden vores manager?”. Det er en udfordring i sig selv, og spillerne samt David Moyes er nødt til at svare igen, siger Neville.

Peger på ungdommen

Manchester United fejede al modstand af banen i Premier League i denne sæson og vandt med hele 11 point ned til de lyseblå bysbørn. Alligevel mener 38-årige Gary Neville, at Uniteds unge hold endnu ikke har nået sit fulde potentiale.

– Det vigtigste at sige om dette hold er at det er på en opadgående kurve. Der er spillere som Rafael, de Gea, Evans, Smalling, Jones, Cleverley, Welbeck og Hernandez. De er alle otte stadig unge og har langt fra nået deres toppunkt endnu.

– Dette hold har endnu ikke nået sit potentiale. Jeg er sikker på, at der vil være tilføjelser til truppen denne sommer, så der er tale om et hold på vej fremad, siger Gary Neville.

Vanvittig spændende sæson i møde

Manchester United, Chelsea og Manchester City får alle ny manager over sommeren, og toppen af Premier League er svær at forudsige. Gary Neville glæder sig til nye sæson som aldrig før.

– Jeg er spændt, fordi der aldrig før har været så stor en usikkerhed, om hvad der kommer til at ske i næste sæson. Næste sæson bliver en kæmpe udfordring for hver enkel klub på sin egen måde.

Efter at Gary Neville indstillede karrieren for to år siden, har den 38-årige englænder blandt andet figureret som ekspert hos Sky Sports og været ambassadør for Manchester United, som han også var anfører for i fem år.

Forrige artikel

Avis: Meulensteen trækker sig

Næste artikel

Fellaini tæt på United

ANNONCE