Var det et hint, Chicharito?

Den lille ært ”re-tweetede” i går et interview på sin officielle Twitter-profil, der kan indikere et muligt skifte, hvis spilletiden udebliver.

Siden Javier Hernandez kom til United i 2010, har han haft svært ved at cementere en fast plads i startelleveren. Dette til trods for, at han har scoret mål på samlebånd, når han har fået chancen. Chicharito har således lavet 54 mål i 125 kampe for ”de røde djævle”, mange af målene som indskifter.

Noget kunne nu tyde på, at han ikke er helt tilfreds med sin situation som ”super sub”. I går brugte han nemlig sin Twitter til at ”re-tweete” (lægge ud på Twitter, red.) et interview med sin gode ven Carlos Vela fra Real Sociedad, der bliver spurgt ind til sin vens situation.

– Han er en af de bedste afsluttere i England og fortjener chancen under den nye træner. Hvis han spiller regelmæssigt scorer han, så jeg forstår ikke helt, hvordan en spiller af hans kaliber ikke har spillet flere kampe, siger Vela til SkySports.

– Hvis han ikke spiller regelmæssigt er han nødt til at overveje et klubskifte.

Senest var David Moyes ude med lovprisende ord til ”den lille ært” efter han har scoret flere vigtige mål på det seneste. Derfor skal det blive interessant at følge, om dette er nok til at sikre den lille mexicaner mere spilletid i den røde trøje.

Forrige artikel

Lejesvendene: Rundens overblik

Næste artikel

Fellaini vil have Riether straffet

ANNONCE