Siden David Moyes tog over har spilletiden været yderst begrænset for en række førsteholdsspillere. En af dem er Anderson, som kun er blevet fundet værdig til et par kampe af skotten.
Alligevel har den 25-årige brasilianer det som en fisk i vandet i United.
– Jeg har kun spillet to kampe i sæsonen.Det er hårdt kun at blive brugt sporadisk, men jeg er bestemt ikke utilfreds i United. Jeg nyder at være her, og jeg ved, jeg er klar, når manageren har brug for mig, siger Anderson i et interview med Manchester Evening News.
– Jeg har ikke snakket med David Moyes omkring tingenes tilstand, for jeg synes egentlig selv jeg står i en fantastisk situation. Jeg elsker United og har været her i over seks år. Jeg er kun 25, så jeg har vel syv gode sæsoner i mig endnu. Tiden er ikke løbet fra mig.
Der kan meget vel blive brug for Anderson i den kommende tid, da både Michael Carrick, Marouane Fellaini og Phil Jones har deres hyr med at holde sig fri af skader.