Avis: Mourinho lurer stadig på Rooney

Ifølge The Telegraph vil Mourinho ikke forstærke sit angreb yderligere i januar, da han nærer håb om at kunne lokke Uniteds nummer 10 til Chelsea til sommer.

Sidste sommer udtrykte Mourinho sin åbenlyse begejstring for Wayne Rooney, efter at angriberen var faldet ud med den tidligere manager, Sir Alex Ferguson, hvorfor man lurede på at lokke ham til Chelsea.

Men igennem hele sommeren fastholdt David Moyes, at Rooney ikke var til salg, og siden da har han været en vigtig spiller for “de røde djævle”, og været et lyspunkt på trods af dårlige resultater.

Ifølge The Telegraph har Jose Mourinho dog ikke opgivet håbet om at lokke den 28-årige englænder til “The Blues”. Således skulle Uniteds nedtur, samt muligheden for ikke at ende på den Champions League-givende 4. plads, give portugiseren fornyet håb.

Rooney har kontraktudløb med Manchester United i sommeren 2015, men selvom de engelske mestre ikke har lyst til at sælge ham til sommer, kan der være en mulighed for, at han kan købe sig selv ud.

Under artikel 17 i Fifas regler for status og transfer af en spiller står der således, at en spiller, der underskriver en kontrakt før han fylder 28, har mulighed for at købe sig selv ud tre år efter, at handlen blev gennemført.

Skulle Rooney dog vælge denne løsning, kan det blive en dyr omgang. Han tjener lige nu 250.000 engelske pund om ugen hos United, men det skulle altså ikke afskrække Chelsea, med stenrige Abramovich, til at tilbyde spilleren en enorm “sign-.on-fee”, hvis han vælger at forlade Manchester United.

Lige nu ligger Chelsea på en øjeblikkelig tredjeplads i ligaen, to point bag Arsenal. United ligger på syvendepladsen, ni point efter Chelsea.

Forrige artikel

Ferdinand forsøgte at overtale Ronaldo til at komme retur

Næste artikel

Optakt: Manchester United - Swansea City

ANNONCE