Arsenals franske midtbanedynamo forlod efter ni år på Highbury som bekendt klubben til fordel for Juventus – uden nogen så meget som spekulerede i, at den franske landsholdsspiller var aktuel i Manchester United.
Men det var han faktisk – i hvert fald en kort overgang. Ferguson fik nemlig hvisket i øresneglen, at Vieira var undervejs til at forlade The Gunners, men han valgte efter få overvejelser ikke at gå efter et køb af midtbanestjernen, som var så tæt på Old Trafford før købet af Juan Seba Veron i 2001.
“Vi fik faktisk at vide, at Patrick Vieira var mulig at få fingrene i efter sidste sæson, men det havde vi hørt så mange gange før. Så jeg afviste muligheden for at købe ham, og så bliver han selvfølgelig solgt. Om Arsenal så i det hele taget havde solgt til os, er en anden sag. Det tror jeg ikke, de havde,” fortæller Fergie sensationelt til avisen.
Desuden udtaler Fergie, at han gerne tager en rutineret midtbanespiller ombord i den nærmeste fremtid som aflastning for Roy Keane. Sir Alex ser dog ikke sin ønskespiller være tilgængelig på markedet i øjeblikket, og det er baggrunden for, han har valgt at give temperamentsbomben Alan Smith chancen på den lidt uvante plads.