Tilbageslag: Fodskade tvinger Martínez til længere pause

Lisandro Martínez kommer til at opholde sig på sidelinjen i en længere periode. Fodskaden fra foråret er tilbagevendt og forværret. Det oplyser Manchester United.
Manchester Uniteds skadeshelvede fortsætter. Lisandro Martínez er ukampdygtig i en længere periode, da den fodskade, som forsvarsspilleren pådrog sig tilbage i foråret, er vendt tilbage. Det skriver Manchester United på sin hjemmeside.

– Lisandro Martinez vil være ude af aktion i en længere periode på grund af forværring af den fodskade, han pådrog sig i april, skriver Manchester United.

Det var i 3-1-nederlaget til Arsenal, at Martínez mærkede smerter i foden igen. Argentineren blev skiftet ud i kampen, og i den efterfølgende landskampspause trænede han individuelt.

Da forsvarspilleren både spillede kampene mod Brighton og Bayern München efter landskampspausen tydede det på, at der blot var tale om et mindre tilbageslag. Det er desværre ikke tilfældet.

– Det er nu blevet bestemt, at han har brug for en periode på sidelinjen for at komme sig og rehabilitere. Der foretages løbende vurderinger for at afgøre, hvad der skal ske, skriver Manchester United yderligere.

Forrige artikel

Officiel udmelding fra Manchester United: Antony er igen til rådighed

Næste artikel

Vikarierende back er nu også skadet

ANNONCE