Bruno Fernandes’ ambitioner er, at United skal spille Champions League i næste sæson. Derfor betragter han og holdet også alle resterende kampe i sæsonen som finaler. Det siger han efter lørdagens kamp mod Everton.
– Vi vil prøve at nå placeringerne, som giver adgang til Champions League. Vi ved, det bliver hårdt og svært, men vi er nødt til at vinde disse kampe, siger han.
Uniteds kaptajn er dog udemærket klar over, at han og holdkammeraterne har gjort det svært for dem selv.
– Aston Villa klarer sig rigtig godt. I perioder er Tottenham også rigtig gode. Det bliver sværere for os end for dem (at nå med i Champions League, red.), men vi er nødt til at presse på, lyder det.
Aston Villa på fjerdepladsen har et forspring på otte point ned til United, og Tottenham på femtepladsen har et forspring på tre point ned til de røde djævle. Begge mandskaber har spillet færre kampe end United. Aston Villa og Tottenham møder dog hinanden søndag kl. 14:00.