I tredjesidste spillerunde i denne Premier League-sæson skal Manchester United en tur til London og Selhurst Park for at møde Crystal Palace. Den kamp er nu fastlagt til mandag d. 6. maj med starttidspunkt kl. 21:00.
Kampen, som først var programsat til lørdag d. 4. maj, er blevet flyttet, da Sky Sports viser kampen i England. Mandag d. 6. maj er en lukkedag i Storbritannien.
Senest Manchester United tørnede sammen med ‘The Eagles’ var d. 30. september sidste år, hvor de røde djævle skuffende tabte med 0-1 hjemme på Old Trafford. Målet blev sat ind af danske Joachim Andersen.
Senere i denne måned har Manchester United fået endnu en kamp på en hverdag, når Sheffield United kommer på besøg. Den kamp afvikles onsdag d. 24. april kl. 21:00.