Premier Leagues fire tophold tørner i denne weekend sammen i to gigantbrag. De to største bejlere til titlen, United og Chelsea, skal begge på svære udebanekampe, da Liverpool tager imod Chelsea, mens United skal en tur til London for at besøge Arsenal. Disse kampe kan således få stor indflydelse på den endelige stilling i Premier League. Med nederlag kan Arsenal og Liverpool blive sat fuldstændig af i titelræset. Derudover kan United øge forspringet til Chelsea, men på den anden side er der en mulighed for, at Chelsea formindsker forspringet. For en sjælden gangs skyld kan man som United-fan se sig nødsaget til at holde med Liverpool.
Opgøret mellem United og Arsenal er de to klubbers indbyrdes møde nr. 200. Af de forgangne 199 kampe har United vundet 80, Arsenal er løbet med 75 sejre, mens 44 kampe er endt uafgjort. En gang tidligere på sæsonen har holdene mødtes, og her trak Arsenal det længste strå, da Emmanuel Adebayor med et sent mål påførte United det hidtil eneste hjemmebanenederlag i sæsonen.
Selvom United ligger i toppen af Premier League, kan man ikke give dem favoritværdigheden, da Arsenal er inde i en meget god stime, og bortset fra et overraskende nederlag til Blades, har London-klubben ikke tabt siden slutningen af november. Det skal samtidig nævnes, at Arsenal i den tid har sendt Liverpool ud af begge cup-turneringer med to sejre på Anfield. I morgen spiller Arsenal på hjemmebane, og det må unægtelig give Gunners en masse selvtillid, for der er aldrig nogen, der har formået at besejre Arsenal på Emirates Stadium.
I denne sæson har United været heldige med at holde sig fri for skader, og også i morgen er der frit valg for Sir Alex, når han udvælger sine spillere. I Arsenal-lejren kan Arsène Wenger ærgre sig over, at midtbanemanden Gilberto Silva må sidde over med karantæne. William Gallas og Fredrik Ljungberg deltager ikke pga. skader, mens Robin van Persie og Emmanuel Eboué er tvivlsomme til opgøret.
Begge hold må forventes at stille i stærkeste opstilling. Hos United hersker der tvivl om, hvilken opstilling der er den stærkeste. Evra og Heinze kæmper fortsat om pladsen som venstreback, mens både Park og Larsson presser på for en plads blandt de startende elleve.
Skribentens bud på kampens udfald
Det bliver en meget svær kamp, da Arsenal er uhyggeligt stærke på hjemmebane. United har dog niveauet til at hamle op med London-klubben, så det vil blive meget tæt og spændende. Det er svært at skille de to klubber ad, så uafgjort vil være et oplagt resultat. 1-1.
Sandsynlig startopstilling
van der Sar
Neville – Ferdinand – Vidic – Evra
Ronaldo – Carrick – Scholes – Giggs
Rooney – Saha
Arsenals trup: Lehmann, Eboue, Toure, Senderos, Clichy, Hleb, Fabregas, Flamini, Rosicky, Henry, Van Persie, Almunia, Adebayor, Baptista, Diaby, Hoyte, Aliadiere
Uniteds trup: Van der Sar, Kuszczak, Neville, Ferdinand, Vidic, Evra, Ronaldo, Scholes, Carrick, Giggs, Rooney, Larsson, Saha, Solskjaer, Park, Brown, Heinze, O”Shea, Fletcher