Fletchers drenge var igen de næstbedste

Manchester Uniteds U18-hold tabte i aftes FA Youth Cup-finalen til Manchester City, der også endte foran dem i U18-ligaen.

Foto: Peter Byrne/PA Images via Getty Images

I aftes blev der spillet finale i FA Youth Cup mellem United og City.

Begge hold havde en enkelt overraskelse i startopstillingen. For City var det højrebenede Jake Wain, der startede inde på venstre back.

For United var det altmuligmanden Amir Ibragimov, der startede inde på højrekanten, selvom han typisk spiller i en mere central rolle.

Sidstnævnte viste sig hurtigt at være en god idé.

City lagde et massivt pres mod Uniteds mål og bagkæde gennem hele kampen. Her var Ibragimov langt mere med i spillet, end de mere klassiske kantspillere som Nathaniel-Junior Brown eller Samuel Lusale ville have været.

Alligevel blev det en meget svær kamp for United, der tabte 2-1. Dermed er de nu blevet nummer to efter City i både U18-ligaen og FA Youth Cup. I U18 Premier League Cup blev de også nummer to efter nederlag i straffesparkskonkurrence til Crystal Palace.

Første halvleg

På trods af den taktiske genistreg var det alligevel City, der var bedst.

United fik ganske vist det første forsøg, men Chido Obis hovedstød manglede kvalitet. Hovedspillet ér desværre ikke hans spidskompetence.

City fik først afsluttet efter 14 minutter ved Reigan Heskey, men Cameron Byrne-Hughes greb forsøget uden problemer. Keeperen blev til gengæld testet efter et frispark, hvor topscorer Teddie Lamb pludselig stod helt fri i det lille felt. Men en flot fodparade holdt United inde i kampen.

I slutningen af halvlegen kom der pludselig fart på. Citys højreback Dante Headley faldt omkuld i feltet i samstød med Noah Ajayi. Han fik dog gult kort for film. Fire minutter senere faldt JJ Gabriel efter skub fra City-anfører Kaden Braithwaite. Her fik United-stjernefrøet også gult.

Begge situationer syntes at være hårdt dømt. Men i det mindste gik det begge veje. Der kom også mere regulære gule kort til Citys Jake Wain og Uniteds Rafe McCormack. Sidstnævnte var kommet i vejen for meget i første halvleg og havde nok bare samlet sammen til et gult kort til sidst.

Det efterfølgende frispark blev sparket i mål langt udefra af Floyd Samba. United svarede dog hurtigt igen. Amir Ibragimov og Yuel Helafu kombinerede i højre side, men kunne ikke komme frem til et indlæg.

Helafu fandt i stedet Jim Thwaites, som kiggede op og så Godwill Kukonki i et løb mod bageste stolpe. Han afleverede millimeter præcist til venstrebacken, som nåede før sin oppasser og headede den sikkert i mål. 59 sekunder gik der mellem de to mål, og dermed stod der 1-1 ved pausen.

Anden halvleg

I pausen gik Rafe McCormack ud, sandsynligvis fordi han bar på et gult kort. Ind kom i stedet Nathaniel-Junior Brown, og dermed kom Amir Ibragimov ind på den centrale midtbane.

Det gjorde, at United fik sværere ved at spille sig ud af Citys høje og tunge pres, og United blev trykket langt tilbage og skulle forsøge at leve af omstillinger.

Det kom der desværre ikke så meget ud af. JJ Gabriel havde en chance, men afsluttede uden kvalitet. Chido Obi fik også nogle bolde at arbejde med, men løb enten offside eller kom til at begå frispark mod forsvarsspilleren. Til hans forsvar var flere af disse ‘forseelser’ svære at få øje på.

I starten af halvlegen begik Cameron Byrne-Hughes tydeligt et straffespark mod målscorer Floyd Samba, som måtte nøjes med et hjørnespark.

Tre minutter senere tacklede Dante Headley ind på foden af Noah Ajayi, hvorfor der også skulle have været straffe i den anden ende. Her var det United, der måtte nøjes med hjørne. To mærkelige kendelser igen, men i det mindste gik det begge veje.

Som halvlegen skred frem kom særligt Citys Ryan McAidoo i spillehumør. Flere gange kom han let forbi Godwill Kukonki. Den ene gang skød han lige over mål efter at have snøret målscoreren på mållinjen.

Den anden gang kom han forbi, hvortil Jim Thwaites kom til undsætning. Her nåede Kukonki så tilbage igen og fik tacklet, så bolden røg op på overliggeren. United havde ikke styr på McAidoo, og man var heldige med ikke at være bagud.

Heldet var opbrudt efter 87 minutter. Kampens bedste Ryan McAidoo angreb fra højre side, men kunne ikke komme til afslutning denne gang. Han fik vendt spillet modsat via Jake Wain uden for feltet, og så kunne venstrekanten Reigan Heskey angribe. Efter et træk ind i banen sendte han med højrebenet bolden helt op i det fjerne målhjørne.

United pressede på og fik godt med ekstratid som følge af 4-5 krampetilfælde hos City-spillerne. Derfor fik både Ibragimov, Overy og Obi også muligheder i slutfasen, men det var ikke nok. United kommer på 2. pladsen for tredje gang i sæsonen.

Kampen i tal

Manchester City U18 – Manchester United U18: 2-1.

1-0: Floyd Samba (40′)

1-1: Godwill Kukonki (42′)

2-1: Reigan Heskey (87′)

Gule kort:

City: Dante Headley, Jake Wain, Kaden Braithwaite.

United: JJ Gabriel, Rafe McCormack, Albert Mills.

United: Cameron Byrne-Hughes; Yuel Helafu (Dante Plunkett 91′), Albert Mills, Daniel Armer, Godwill Kukonki (James Overy 80′); Rafe McCormack (Nathaniel-Junior Brown 46′), Jim Thwaites; Amir Ibragimov, JJ Gabriel, Noah Ajayi (Samuel Lusale 91′); Chido Obi.

Skriv et svar
Forrige artikel

Casemiro og Ugarte tilbage i træning forud for sidste hjemmebanekamp i sæsonen

ANNONCE