Det har i sandhed været en uge i dramatikkens tegn i Manchester United-land.
Ved indgangen til sidste uge troede vi, at United var døde og begravede, og de blev da også skudt ihjel tre gange undervejs i den forgangne uge.
Én gang mod AS Roma. To gange mod Aston Villa.
Men Manchester United tabte ingen af kampene. Mod Roma fuldendte man comebacket og tog en berusende Champions League-sejr, mens man kom bagud med to hele to gange mod Aston Villa, som Patrick Dorgu reddede til sidst.
Så hvor efterlader denne dramatiske uge egentlig Manchester United her forud for en landskampspause?
Det er stadig uacceptabelt
Man kan jo som fan sidde og blive helt irriteret over, at Manchester United rent faktisk kommer tilbage i kampene mod AS Roma og Aston Villa.
Det kan lyde paradoksalt. Men begge kampe viser, at United stadig er et utroligt skrøbeligt og til tider dødelendigt fodboldhold.
Men spillernes individuelle offensive kvalitet gjorde i symbiose med et levende Old Trafford, at man formåede at komme tilbage i kampene.
Det er ikke en holdbar strategi.
Men det kan ende med at være det, der redder Michael Carrick fra en fyring, der i alle andre storklubber på denne planet ville have været uundgåelig.
Faktum er, at Manchester United ligger under nedrykningsstregen i landskampspause nummer 2, og der er jo ikke grænser for, hvor pinligt og uacceptabelt det er.
Vi har været inde på før, at Michael Carrick ikke er eneste synder i den synkende skude, der hedder Manchester United, men det er da uforståeligt, hvis han fortsætter i sædet som United-træner.
Det værste er, at det mest realistiske på nuværende tidspunkt synes at være, at han får lov til at beholde sit arbejde. Det er jo ganske vanvittigt, situationen taget i betragtning.
Hvad var det for en protest?
Man kan jo blive helt varm om hjertet, når man ser et hav af gule og grønne balloner som scenetæppe til spillernes indgang på Old Trafford til gårsdagens opgør.
Kameraet pannede hen mod et banner med teksten, oversat til dansk: ‘Vi vil ikke have et nyt stadion, vi vil have nye ejere’.
Signalet var perfekt. Ingen er i tvivl om, hvem Manchester Uniteds fans elsker, og hvem de hader.
Problemet er bare, at det var ligemeget.
Protesten skulle også være, at tilskuerne skulle gå i det 21. minut, og det er her, jeg synes protesten fejler fuldstændig.
1: I har bevist gang på gang, at det ikke er spillerne og træneren, I er mest sure på. Faktisk er det dem, I hylder før, under og efter kampen. Men det er jo dem, det går ud over, når de går glip af jeres støtte.
2: I har stadig betalt jeg-ved-ikke-hvor-mange pund for at komme ind og se kampen. Pund, der ryger direkte ned i Glazer-familiens lommer. Familien, I kritiserer. Familien, der netop har udtalt, at økonomisk succes ikke afhænger af sportslig succes.
Faktum er dermed for mig, at I svigter spillerne, der virkelig har brug for støtten, mens I hælder knasterne i Glazer-familiens ækle konti, bare for at skride 20 minutter senere.
Men her kommer det vanvittige.
Der var endda ingen, der smuttede i det 21. minut, for her var Manchester United godt i gang med det første comeback af to søndag aften mod Aston Villa. Det var åbenbart lidt for spændende til at holde fast i sine principper.
Så ikke nok med, at protesten for mig var fuldstændig uforståelig til at starte med, så blev den ikke engang ført ud i livet.
Gudskelov.
For Old Trafford havde en kæmpestor ære i, at spillerne havde modet og rygraden til at gennemføre de to comebacks og sikre sig et point mod Villa søndag aften.
Tid til selvransagelse – og ros
I fodboldklubber og insitutioner i det hele taget med respekt for sig selv er der konsekvenser, når man ikke udfører sit arbejde.
Det er der særligt også, når man udfører sit arbejde så dårligt, som Manchester Uniteds spillere har gjort dette efterår.
Det kalder på konsekvenser. Ledelsen sidder åbenbart stadig på hænderne og tyder ikke på at ville gøre, hvad der er nødvendigt, men så kan man håbe, at Michael Carrick er i stand til at gøre det for sin spillertrup.
Der er nogle spillere, der har brug for en pause.
Diogo Dalot har været genstand for en heksejagt særligt efter søndagens kamp, hvor han blev buhet ud. Det er uværdigt ad Pommern til, og det er bare på ingen måde i Manchester Uniteds ånd at buhe af sine egne spillere. Særligt ikke, når han jo tydeligvis kærer sig dybt om klubben og gør sit bedste. Tag jer sammen, idioter, pardon my French.
Med det sagt har han været ganske dårlig i denne sæson. Både for hans egen og Manchester Uniteds skyld kunne det være på høje tid at give ham en pause.
Det samme kan siges om stopperne. Det er tydeligt, at der kun er to midterforsvarere med et nogenlunde niveau i form af Harry Maguire og Leny Yoro. Resten er ikke værd at skrive hjem om.
Vi lærte også, at Kobbie Mainoos indtog på Manchester Uniteds midtbane er absolut essentielt for, at holdet hænger sammen. Ikke et ondt ord om Andrey Santos, der kæmper det bedste, han har lært, men der er milevidt mellem de to i niveau. Samtidig gør englænderen også Youri Tielemans og Bruno Fernandes langt bedre. Han skal pakkes ind i bobleplast, ham der.
Nogle vil skælde Amad ud for sine mange brændte chancer, men det vil jeg ikke. Kantspilleren er konstant pågående og søger altid udfordringerne, og mod Aston Villa var det med stor succes. Han havde Ian Maatsen i et jerngreb, og han kunne virkelig have fortjent et mål. Jeg er sikker på, at han nok skal finde sin form igen, omend det er ganske retfærdigt at kritisere hans slutprodukt. Det kunne passende arbejde på i den ivorianske landsholdslejr.
Joshua Zirkzee er ikke nødvendigvis er en elendig gamechanger at smide på banen, når Bryan Mbeumo ikke har dagen, som det var tilfældet søndag. Det er glædeligt nyt, når Benjamin Sesko er ude med en langtidsskade.
Sidst, men ikke mindst, er det meget godt nyt, at Patrick Dorgu er tilbage. Han bliver bedre og bedre, og han formåede simpelthen ene mand at gennemføre comeback nummer 2 mod Aston Villa.