(Photo by Naomi Baker/Getty Images)
Manchester United fik endelig tre point på kontoen i dette års Europa League. Tre uafgjorte mod Twente, Porto og Fenerbahce, var ikke den start, man havde håbet på som United-tilhænger.
Gårsdagens sejr var ligeledes Uniteds første sejr i en europæisk kamp, siden Champions League kampen mod FC København i oktober sidste år. Det har ikke været alt for godt i Europa under ten Hag, men Ruud van Nistelrooy kan skrive en 100% sejrsrate for Manchester United i Europa på CV’et.
Det blev til 2-0, men sejren var ikke så komfortabel, som stillingen måske indikerer.
Her er tre ting, vi lærte af sejren i går aftes mod græske PAOK Thessaloniki.
Amad skal spille oftere
Amad Diallo spillede en virkelig god kamp i går. Han blev kåret til kampens spiller af os, og han var helt sikkert også kampens spiller i mange andres øjne.
Amads venstreben passer perfekt til højrekanten, og han er en født højrekant. Både Rashford og Garnacho ser utrygge ud, når de spiller på højrekanten. Derfor forstår jeg ikke, at Amad ikke får mere spilletid. Han viste os lige netop, hvorfor han skal spille derovre hver gang. Han udfordrede, arbejdede hårdt begge veje. Var med i gode kombinationer med specielt Bruno og Mazraoui. Det giver United en anden dimension, når en venstrebenet spiller på højrekanten. Han scorede naturligvis også to mål.
Antony er også venstrebenet, men Antony har fået en tendens til at stå stille og lege med bolden for så at spille den bagud eller til en modstander. Amad går direkte på modstanderen og laver et udfald. Amads lyst og gå-på-mod er bare et niveau over Antonys.
Jeg ved ikke, hvorfor Amad ikke har startet oftere. Det kan selvfølgelig være, at Marcus Rashford er for stort et navn at have siddende på bænken. Det er for stort et navn, men så må man præstere bedre. Man skal spille på merit og ikke sit navn. Det samme gælder for Garnacho. Rashford og Garnacho må kæmpe om den plads på venstrekanten, for Amad er for dygtig til at en højrebenet skal tage hans plads. Nu tiltræder Rúben Amorim også inden længe, så vi må se, hvad han har af planer for holdet.
Ruud van Nistelrooy har udført sit job godt
Ruud kom ikke ind som midlertidig træner for at gøre United til bedst spillende trup i verden. Han skulle blot stoppe blødningen, og det har han gjort.
To sejre og en uafgjort mod et formstærkt Chelsea-mandskab. Det er udemærket. Man vil selvfølgelig gerne vinde alle kampe, men vi må også kigge på den situation, vi er i. Han har holdt skansen indtil Amorim tager over i næste uge.
Spillet på banen bærer naturlgivis meget præg af, at han har været ten Hags assistent og at spillerne ikke fokuserer på at lære et nyt system. Lige nu er resultaterne det vigtigste, så vi ikke falder alt for langt bagud i forhold til eventuelt at skulle kæmpe om 5. pladsen, som kan give Champions League.
Hvis Ruud kan sende os godt på landsholdspause efter søndagens kamp, så er hans 4-kamps periode som coach i United yderst godkendt.
United har svært ved at lukke kampe, hvor vi dominerer
Selvom United vandt 2-0, så var PAOK ret farlige. De havde en højere xG end os, selvom de havde otte skud færre.
Det må være forventeligt, at United kan dominere en kamp, mod et med alt respekt, væsentligt dårligere hold.
United så meget til bolden, men kom ikke til de helt store chancer, og derfor var kampen heller ikke så komfortabel, som 2-0 kan lyde. PAOK havde en gigantisk mulighed for at udligne til 1-1, men deres angriber formøblede chancen. United skal være bedre til at lukke kampe, som vi er bedst i. For vi var bedst, skal jeg huske at skrive. Det var ikke fordi, at PAOK skulle have vundet, men det er værd at tage med, at PAOK lige så godt kunne have scoret til 1-1, og hvem ved så, hvad resultatet havde været.
Det var den samme sang i weekenden, hvor vi scorede mod Chelsea, hvor Garnacho brænder to direktører til slut i kampen. Det er en helt anden kamp, men prinicippet er det samme. United holder muligheden for pointtab åbent alt for længe.
Både spillemæssigt og afslutningsmæssigt, skal der snart til at falde noget på plads, for vi er ikke så dårlige. Vi er i november. Sigtekornet ved de forreste spillere må snart være indstillet. Spillemæssigt skal vi være bedre til at lukke kampe, når vi har et resultat. Eksempelvis at holde bolden i egne rækker længere uden at sætte kuglen på spil.
Uanset hvad, så var det dejligt med en sejr. I weekenden venter Leicester, som vi vandt 5-2 over i sidste uge i Carabao Cuppen. Derefter træder Amorim til.
Vi lærte også tre andre ting, som egentlig ikke er ny læring, blot understregning af problemerne:
1. Vi har ikke lært at spille presfodbold. Det er vildt, at ingen af Uniteds managers kan implementere presfodbold. Her er alle ti markspillere med, og man skal være villig til at tage en risiko. Vi så flere gange, at de fem forreste pressede, mens Casemiro stod i midtercirklen uden at presse op. Han agerede sikkerhedsnet, når PAOK spillede sig ud af presset. Sådan spiller man ikke presfodbold! Alle mand skubber op og gør spilområdet minimalt for modstanderen. Casemiro har faktisk rette indstilling til presspillet, men mangler farten, hvilket måske er årsag til lappeløsningen?
2. Garnacho er simpelthen alt for ringe til at afslutte. Peter Schmeichel tror, at det skyldes han unge alder, og at det nok skal komme. Fredrik Ljungberg mener, at han ikke har kvaliteterne, der skal til. Jeg er helt enig med svenskeren.
3. Vi mangler en klasseangriber. Højlund er energisk og arbejdsom og har en fed indstilling, men hans teknik er for dårlig. Ofte mister han bolden, når han får den i fødderne. At han bliver udsultet er en anden snak, der kan figurere som et selvstændigt punkt 4. Zirkzee er ordinær, og slet ikke god nok – ikke engang til sådan en midterklub som vi er i øjeblikket.
Der er mange flere punkter, der skal optimeres, hvis vi skal til at spille med om CL-pladser igen, men lad os starte med disse tre.