Efter et par måneders spekulationer om hvem der skulle være Fergies nye højrehånd, er det nu afgjort hvem der får det ærefulde hverv. Navne som Michael Laudrup, Eric Cantona, Brian McClair og Roberto Martinez samt mange flere har været nævnt i pressen. Men valget er faldet på en fra egne rækker.
Det er den tidligere United spiller, og mangeårige førsteholdstræner Mike Phelan, der træder et skridt op af stigen, og bliver ny assisterende manager i Manchester United. Hans position som førsteholdstræner, vil så blive overtaget af den tidligere Brøndby cheftræner og nuværende teknik og udviklingstræner René Meulensteen.
Til klubbens officielle hjemmeside udtaler Ferguson sig, om valget af Phelan, ”Mike kender Manchester United som sin egen bukselomme, og han har haft forbindelse til klubben i næsten 20 år. Han er en særdeles talentfuld og professionel træner, hvis kvalitet og bidrag til klubben, ofte har været undervurderet.”
”René kan bidrage med nogle nye og friske ideer til rollen som førsteholdstræner. Jeg er meget glad for de to har sagt ja til de nye roller, og jeg tror de vil udgøre et suverænt team, samt sørge for at fortsætte klubbens villighed til, at afprøve nye ideer og sørge for den konstante sult efter succes i et stadig mere tæt topfelt.”