Q & A med Søren Frank – Del 2

OldTrafford.dk læsertilbud: Køb “Giganternes Skuldre” 200 kroner inkl. porto Læs: Første del af Q & A Søren Frank deltager desuden i P1-programmet…

OldTrafford.dk læsertilbud: Køb “Giganternes Skuldre” 200 kroner inkl. porto

Læs: Første del af Q & A
Søren Frank deltager desuden i P1-programmet Alle tiders historie i søndag morgen kl 9:07.

Hvad har du selv fået ud af at skrive bogen?
En drøm indfriet. En meget større forståelse for klubbens storhed. En mere reflekteret tilgang til det smukke spil.

Du har skrevet meget akademisk flere steder i bogen og analyserer samtidig flere episoder i Manchester Uniteds historie, hvad er dine tanker bag dette?
Jeg har ikke bare sådan kunnet aflægge min akademiske identitet, men har heller ikke ønsket det. Min hensigt har været at skrive en forholdsvis krævende bog, der dog indeholder flere pusterum, nemlig passagerne med de faktuelle oplysninger.

Men kendsgerninger er uinteressante, hvis ikke man formår at uddrage deres essens, at sætte dem ind i en større kontekst. Bogen bygger derfor på den ene side på andre bøger og de kendsgerninger, de beretter om, men på den anden er bogen helt min egen, nemlig når jeg forsøger at nå ind til klubbens sjæl ved at skrive om byen Manchesters historie med industrialisering, indvandrere og Madchester, om Beckhams højre fod som en forening af Euklids og Einsteins verdensbilleder, om George Best og Jackson Pollock, om balancen mellem kontinuitet og brud.

Har dit syn på Manchester United ændret sig efter at have skrevet bogen?
Jeg har fået bedre kendskab til klubbens ”dårlige” sider, f.eks. de problematiske og etisk betænkelige transaktioner under Louis Edwards’ opkøb, men jeg har også fået mere indsigt i klubbens ”gode” sider, f.eks. den historisk konsekvente satsning på ungdom og flydende fodbold. I den forstand er jeg nok blevet mere fan.

Har du brugt andre bøger som inspiration til din bog? Jeg syntes selv den kan minde om case study bogen ”Manchester United – A Thematic study”, som dog er delt op i en rækkes cases.
Flere artikler i denne bog spillede en stor rolle for min bog, netop fordi de hæver sig over katalogisering af begivenheder og analyserer klubben på en særdeles interessant måde.

Du har læst mange bøger før for at kunne skrive denne bog, men hvilken bog er selv din favorit?
Generelt om sport er det Gumbrechts In Praise of Athletic Beauty, generelt om fodbold er det Arthur Hopcrafts The Football Man og Gianluca Viallis The Italian Job, konkret om Manchester United er der så mange gode, Jeff Connors The Lost Babes, Eamon Dunphys A Strange Kind of Glory og David Andrews (red.) Manchester United: A Thematic Study.

Bogen har et personligt præg flere steder, hvor du genfortæller dine egne følelser. Blandt andet i forbindelse med din første United-kamp du så på tv. Har supporter-bøger som Fever Pitch, Manchester United Ruined my wife og lignende bøger været med til at inspirere dig til dette?

Jeg har faktisk ikke læst de bøger, du nævner, og heller ikke lignende. Jeg har derimod haft en klar idé om, at bogen skulle være personlig, for fodbold kan jo ikke hyldes uden en personlig tone og uden en sætten sig selv i spil. Læseren skal indimellem – ikke hele tiden – kunne fornemme, at bogen er skrevet af en fan, men forhåbentlig også en velreflekteret fan.

Tredje og sidste del af vores Q&A med Søren Frank vil handle om personen Søren Frank som United-fan.

Forrige artikel

Ferguson: City bekymrer mig ikke

Næste artikel

Gill: Urealistisk med Ronaldo-bud

ANNONCE