Hvem er Marcel Sabitzer, og hvordan passer han ind i United?

På transfervinduets sidste dag lykkedes det United at hente Marcel Sabitzer som midlertidig erstatning for Christian Eriksen. Hvilken type spiller er Sabitzer, og hvilken rolle kommer han til at spille for United det næste halve år? Det kan du blive klogere på i denne frisktapede analyse fra OldTrafford.dk.

United-fans vågnede op til en meget ubehagelig nyhed på transfervinduets sidste dag. Her blev det meldt ud, at ankelskaden, som Christian Eriksen pådrog sig efter Andy Carrolls vanvittige tackling i kampen mod Reading, holder ham væk fra grønsværnen minimum indtil slutningen af april.

Mærk suset på Old Trafford: Se de bedste rejsetilbud her

Da både Donny van de Beek og Scott McTominay også befinder sig på skadeslisten, var United nødt til at sætte alle sejl ind på at hente en midtbanespiller ind. Men hvem?

En storklub i panik på transfervinduets sidste åbningsdag giver sjældent de bedste betingelser for at lave en god handel. Da United samtidig er sat til salg af Glazer-familien, giver det meget begrænsede muligheder for at betale transfersummer.

Løsningen blev derfor Marcel Sabitzer, som er hentet i Bayern München på en lejeaftale sæsonen ud.

Hvem er Marcel Sabitzer?

Position(er): Central midtbane, offensiv midtbane og højre kant
Nationalitet: Østrig
Alder: 28 (Født 17. marts 1994)
Fod: Højre
Højde: 177 centimeter
Ejet af: Bayern München
Tidligere klubber: Admira Wacker, Rapid Wien, RB Leipzig (udlejet til RB Salzburg i 14/15) og Bayern München
Spillersammenligning: Leon Goretzka, André-Frank Zambo Anguissa og David Beckham

Marcel Sabitzer startede sin professionelle karriere i den østrigske klub Admira Wacker, hvorfra han skiftede til Rapid Wien i 2013. Efter blot en enkelt sæson i den østrigske hovedstad blev Sabitzer hentet af RB Leipzig. Herfra blev han udlejet til søsterklubben i Salzburg, som han repræsenterede i 14/15-sæsonen.

I den efterfølgende sæson fik Sabitzer chancen i RB Leipzig. Her scorede østrigeren otte gange og var med til at spille klubben op i Bundesligaen. Herefter var Sabitzer en fast bestanddel af holdet de næste fem år, og han blev endda gjort til klubbens anfører forud for 20/21-sæsonen.

I sommeren 2021 fulgte Sabitzer med sin manager i Leipzig, Julian Nagelsmann, til Bayern München. I den tyske storklub har midtbanespilleren ikke nydt samme store rolle som i Leipzig. Her han spillet andenviolin for bl.a. Kimmich og Goretzka på midtbanen. Derfor har Sabitzer, særligt i nuværende sæson, været henvist til bænken, hvilket gjorde det muligt for United at tilknytte den østrigske midtbanespiller.

Hvilken type spiller får vi?

Marcel Sabitzer er hentet ind som en direkte erstatning for Christian Eriksen. Men er det en-til-en den samme type spiller?

Sabitzer har i løbet af sin karriere dækket flere positioner på banen. Tidligere i sin karriere var han ofte placeret som højre midtbane/kant, men siden han er kommet under Nagelsmanns vinger, har han primært spillet som 8’er på den centrale midtbane.

Det er også umiddelbart den position, som passer bedst til hans kvaliteter. Han er utrolig energisk og udholdende. Han er dygtig i presspillet og vinder mange bolde. Disse egenskaber gør, at han kan dække store områder på banen og påtage sig et defensivt ansvar.

I spillet med bolden har Sabitzer også gode forudsætninger for at dække positionen som 8’er. Han har en utrolig stor afleveringsradius. Derfor ser man ham ofte forsøge sig med mange sideskift i en kamp. Derudover formår han også at deltage i opbygningsspillet, og han er god til flytte spillet frem på banen. Siden 21/22-sæsonen har han i gennemsnit haft 65 afleveringer pr. kamp og han har ramt en medspiller i 84% af tilfældene. Det er cirka samme tal som Eriksen.

Derudover er han målfarlig. I 229 kampe for RB Leipzig lavede Sabitzer 52 mål. Mange af disse mål faldt fra en position som højre midtbane/kant. Siden skiftet til Bayern, hvor han er blevet trukket længere tilbage på banen, har han dog kun lavet to mål i 54 kampe. Generelt er Sabitzer en god og kraftfuld afslutter, hvilket gør ham til en stor trussel uden for feltet.

Slutteligt er det også en erfaren spiller, som United får ind. Han har spillet på topniveau i mange år efterhånden, og hans CV tæller adskillelige landsholds- og Champions League-kampe. Samtidig har han tidligere været anfører i Leipzig, og det er derfor også en spiller med store lederkvaliteter.

Det er dog ikke rosenrødt det hele, da Sabitzer også har mangler i sit spil. Han er ikke ligeså teknisk dygtig, som Eriksen er, og han besidder ikke samme “split-vision” som danskeren. Derfor kan han komme til kort i pressede situationer i opbygningsspillet. Samtidig har han heller ikke samme kreativitet i sit spil som Eriksen.

Selvom han før har spillet defensiv midtbanespiller, så er han mindre kontrollerende og stabiliserende i sit spil end eksempelvis Casemiro. Sabitzer kan bedre lide at bevæge sig rundt på banen og af og til finde plads i halvrummene. Han er derfor nærmere en felt-til-felt midtbanespiller end et anker på midtbanen.

Hvordan passer han ind i Erik ten Hags system?

Det er en alsidig spiller, som træder ind i United-truppen, hvilket i den grad er nødvendigt. På nuværende tidspunkt har Erik ten Hag kun Casemiro, Fred og Bruno Fernandes til rådighed på midtbanen.

Det er formentlig også de tre spillere, som primært kommer til at dække trekanten på midten i de par næste kampe. Erik ten Hag er meget tilbageholdende ift. rotation, og det er utrolig vigtigt for ham, at spillerne kender principperne, inden de får spilleminutter. Det så vi bl.a., da Casemiro kom til klubben.

Vi skal ikke forvente, at Sabitzer glider direkte ind i startopstillingen ved siden af Casemiro. Men da Sabitzer kan dække alle postioner på midtbanen og samtidig også problemfrit kan placeres ude til højre, giver det Erik ten Hag store muligheder for at aflaste spillere.

Derfor kan Sabitzer løbende lære Erik ten Hags principper, indtil han er klar til at indtage sin foretrukne position som 8’er. Det er denne role, han er tiltænkt, og han er også bedre end både Fred og Mctominay.

Eriksen har været rigtig god ved siden af Casemiro, da han tør at modtage bolden med en mand i ryggen. Hans store overblik gør, at han kan spille bolden frem på en eller to berøringer. Dermed kan United spille sig forbi et pres. Det kan Fred og McTominay ikke på samme måde, og de gemmer sig for ofte i opbygningsspillet. Derfor bliver Uniteds fase 1-spil for fastlåst med de to på holdet.

Her er Sabitzer bedre og mere komfortabel. Dog er han er heller ikke ligeså dygtig som Eriksen i pressede situationer, men han er stadig et bedre alternativ end de to andre muligheder.

Sabitzer og Eriksen minder om hinanden på mange måder. Deres store løbepensum, gode afleveringsfod og giftige afslutninger passer godt ind i Erik ten Hags system.

De to spillere er dog ikke identiske. Sabitzer er en mere komplet og kraftfuld midtbanespiller end Eriksen, hvilket gør, at han muligvis passer bedre ind i den rolle, som Eriksen har haft under ten Hag. Med en mere komplet midtbanespiller som Sabitzer giver man dog også afkald på de mere tekniske og kreative egenskaber, som gør Eriksen ekstraordinær på nogle områder. Omvendt er Sabitzer bedre i spillet uden bolden end Eriksen.

Meget forsimplet kan man sige, at hvis man blander Eriksen, Bruno Fernandes og McTominay sammen i en stor pærevælling, ja så får man Marcel Sabitzer. Han er et multitool, som i sidste ende kan redde Uniteds sæson.

I Uniteds nuværende situation med et kompakt kampprogram og flere alvorlige skader, så er Sabitzer det perfekte valg. Især med tanke på hvor sent i vinduet United begyndte at afsøge mulighederne.

 

Første gang vi får mulighed for at se Marcel Sabitzer i aktion i United-trøjen er på lørdag. Her kan han få debut på Old Trafford mod Crystal Palace. Det kræver dog, at østrigerens arbejdstilladelse kommer på plads først.

 

Hvad synes du om tilgangen af Marcel Sabitzer, og er du enig i analysen af ham? Opret en profil på OldTrafford.dk og giv din mening til kende i kommentarfeltet under artiklen. Så er du samtidig med i konkurrencen om en valgfri Manchester United-trøje fra denne sæson. 

3 kommentarer
  1. Simpelthen en fremragende analyse vi her får serveret, virkeligt interessant læsning, også de sjældent lige så “interresante” svage punkter er fint beskrevet.

    Men i alt i alt en umiddelbart rigtigt god tilføjelse på vinduets sidste dag, stærk arbejde af scouting afdelingen.

    Men en ting er stats og beskrivelser, noget andet Premier League og den fodbold der spilles her, men Sabitzer er en erfaren spiller med mange internationale kampe under bæltet så mon ikke det nok skal gå i England.

    Tak til Tobias for denne analyse

    GGMU

  2. Når nu Eriksen blev skadet så var det rettidig omhu at hente ham. Det havde det også været selvom Eriksen ikke blev skadet…

    Selvom jeg er glad for Eriksen så kan jeg godt følge kritikerne at han mangler for meget punch – det bliver nogle gange for tyndbenet når vi er mod de store hold.

    Men et luksusproblem når vi tænker tilbage på de sidste sæsoner….

  3. Det er simpelthen klasse af klubben, at man reagere så hurtigt, og oveni købet henter en spiller af den kaliber, som personligt mener vil være en spiller som passer perfekt ind i United, synes virkelig han besidder de egenskaber vi savner i Mct. Og Fred når de er på banen..

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Højdepunkter: Se United spille sig i finale

Næste artikel

Sabitzer skal spille med nummer 15

ANNONCE