Tre ting, vi lærte om United i marts

En stærk defensiv, en svag offensiv og så et kig på målmandssituationen. Det er, hvad vi tager fat på i denne måneds “Ting vi lærte om United”

Det føles som en evighed siden, men faktisk spillede Manchester United seks kampe i et presset marts-program, før den stod på landskampspause i den sidste del af måneden. Men hvad viste de kampe os, og kan det være et varsel om den del af sæsonen, vi står overfor nu begyndende med aftenens kamp mod Brighton & Hove Albion.

Vi har fundet tre ting, som vi lærte af Uniteds kampe i marts måned.

1. Solskjær bolstrede defensiven

Svensker-duel i Milano

Fire mål gik der ind i de seks kampe, hvor tre af dem kom i FA Cup-nederlaget mod Leicester på udebane. Inden da spillede holdet blandt andet mod stærke Manchester City (0 mål) og to kampe mod også stærke AC Milan (1 mål). Ellers formåede Dean Henderson, der vogtede målet i samtlige af månedens kampe at lukke af. 

Udskældte Victor Lindelöf spillede flere gode kampe, ligesom også Luke Shaw spillede rigtig gode kampe blandt andet i derbysejren mod Manchester City, hvor han fik æren af ‘kampens spiller’-prisen her på siden. Det var en kamp, hvor også Harry Maguire efterfølgende fik pæne ord med på vejen.

2. Stærk defensiv på bekostning af offensiven?

Bruno Fernandes scorer til 1-0 mod Manchester City

United fik kun modstandernes målnet til at blafre seks gange i de seks kampe i måneden, og det er tæt på at være lige så dårlig en statistik som den defensive er god. Fodbold handler som bekendt om at score flere mål end modstanderen, og det lykkes i tre af kampene.

Det er en skærende kontrast til de 21 mål, der blev scoret i februar måned – 9-måls showet mod Southampton hjælper her – i otte kampe. Men i februar og også januar måned havde man dog en fornemmelse af, at United var sårbare bagude især på dødbolde, når holdet gik så meget frem i forsøget på at score mål. Så måske Ole Gunnar Solskjær og staben besluttede at fokusere lidt mere på defensive dyder i marts måned.

Solskjærs offensiv har også lidt under Paul Pogbas fravær, i det at franskmanden sad ude med en skade, som han pådrog sig i 3-3 kampen mod Everton i starten af februar, og midtbanespilleren kom først tilbage i returkampen mod AC Milan, som han afgjorde. Pogba spillede siden en times tid i kampen mod Leicester, hvor han dog ikke kunne gøre meget for at hanke op i trætte holdkammerater.

Bruno Fernandes er en af de spillere, som i marts lignede en mand, der kunne bruge en pause, og som var mærket af Pogbas fravær. Det er gerne de to, der skal være i form, hvis United skal lykkes med at skabe det antal chancer der skal til. Meget asymptomatisk scorede den portugiske magnifico blot ét enkelt mål i marts – på et straffespark mod Manchester City. 

3. Dean Henderson presser De Gea

Dean Henderson

Vi diskuterede også målandsduellen mellem de to kompetente målmænd i februar måneds “Ting vi lærte”. Duellen har dog fået et tvist, da David De Gea på bagkant af Chelsea-kampen i slutningen af februar måtte rejse hjem til Spanien for at være ved sin kæreste, der skulle føde parrets første barn.

På grund af COVID-19 protokoller skulle der gå noget tid, før den langvarige United-keeper igen måtte rejse til England, og den periode, ja faktisk i alle kampene i marts, benyttede Dean Henderson til for alvor at lægge en billet ind på den faste plads i buret.

Der er som nævnt kun gået fire mål ind, og Dean Henderson kan godt tage en del af æren for, at det på dødbolde har virket lidt mere sikkert. Der har været situationer, hvor man har set den engelske målmand blande sig i klumpspillet og bare grebet bolden til sig. I situationer hvor man kan diskutere, om De Gea ville have gjort det samme.

 

“Ting vi lærte om United” er et nyt format hos OldTrafford.dk, hvor vi vil forsøge kigge på den forgange måneds kampe og resultater fra helikopter-perspektivet. Nogle måneder kan det være to ting, vi tager fat i, andre kan det være fem – i respekt for, at fodbold nogle gange også bare er fodbold, hvor tingene går sin naturlige gang.

 

Forrige artikel

Solskjær udelukker Aguero-transfer

Næste artikel

Startopstilling: Henderson bliver i buret

ANNONCE