Jeg kan se min egen ånde. Men jeg kan også se Marcus Rashford trykke pegefingeren mod tindingen.
Pakket ind i lange underdrenge, fleecebukser, termosovepose, dunjakke, hue, halsedisse og skihandsker sidder jeg og bokser ud i luften. Jeg befinder mig i et tea house i Namce Bazaar i Himalaya, 3500 meter over havoverfladen. Det er midt om natten. Udenfor er det minus 15 grader, herinde – forskanset bag tynde trævægge – er det næppe over frysepunktet.
Men jeg mærker varmen fra først 1-1 og derefter 2-1 på Camp Nou.
“Det her er fodbold, som det skal være,” siger den engelske kommentator på den indiske kanal Sony Sport 2.
Jeg er på vandretur i Everest-regionen. Min hustru og jeg er tre nætter inde i et 11 dage langt trek til Gokyo Lakes og tilbage igen. Hun ligger ovenpå og sover, det samme gør vores guide – en sherpa ved navn Samdé. Bjergvandringen er et eventyr, som vi har drømt om i årevis. Sparet sammen til. Trænet op til.
Men som du ved, kære læser, er det ikke hverdag, at United spiller mod Barca. Så jeg har lavet en lokumsaftale med den nepalesiske dame, der kører det pågældende tea house kaldet “Friendship Lodge”.
Og nu sidder jeg her alene i kulden og føler mig lykkelig.
Mountains are there to be climbed
Næste dag er jeg pløret. Ørne flyver omkring mig, jeg har udsigt til verdens højeste tinder, men jeg har det som om, at jeg går rundt i et stort akvarium.
Vores sherpa har givet os tre retningslinjer: Provianter godt, gå langsomt og sov rigeligt. Forudsætninger, som er strengt nødvendige, hvis man skal op i 5000 meter uden at blive højdesyg.
I drømmenatten på Camp Nou sov jeg sammenlagt tre timer. Jeg burde have sovet otte, men heldigvis tager min sherpa det med et smil.
“I december havde jeg en klient, som efter mere end en uges vandring ændrede hele sin plan om at komme til Everest Base Camp, fordi han hellere ville se VM-finalen,” siger Samdé.
Da vi spiser frokost ved middagstid – “dal bhat power 24 hour” – føles det som om, at jeg er blevet trukket alt for hurtigt op af akvariet. Kvalme, svimmelhed og en trykken bag øjnene.
Men jeg mærker også stadig euforien. I hinduismen – som mange prædiker her i Nepal – tror de på flere guder. I så fald må Rashford være en af dem. Måske også Casemiro. Hvad ville ham og Martinez sige til min sølle forfatning?
“Mand dig op,” tror jeg.
Eller som ham den lille nordmand med det store smil sagde før miraklet i Paris:
– Mountains are to be climbed.
Alt andet forgår, United består
Linseretten styrker, eftermiddagen byder på nedstigning. Jeg får det bedre.
Og mens jeg går og glor på gletsjere, mosbelagte granitsten og Yak-køer med store horn, grubler jeg over, hvad United er for en sygdom.
Vi går her i en form for paradis, frakoblede verden under os. Intet internet, intet signal. Putin kunne have invaderet Polen, dronning Margrethe bortgået, Frank Ocean droppet sit surprise-album – vi ville ikke ane det.
Men United har jeg – stik mod alle odds – nogenlunde styr på.
På mange måder er det klichéen om, at ens fodboldhold er en konstant i livet. Venner, kærester, byer og jobs forgår, United består.
For mit vedkommende er det sandt. Da jeg boede i Libanon i efteråret 2019, tilbragte jeg nærmest en måned på gaden for at dække den såkaldte Oktober-revolution. Eneste pauser i arbejdet var, når jeg satte mig op i parallelverdenen på Buffalo Wings & Rings i Beiruts finere kvarter og zonede ud i to gange 45 minutter til Uniteds kampe.
Da min hustru og jeg rejste i seks måneder i Sydamerika i 2017, var United den eneste form for nyheder, vi fulgte med i.
Jeg har set de røde djævle på mærkelige streams, på mærkelige barer, i mærkelige lande, på mærkelige tidspunkter af døgnet.
Som barn – da jeg var en endnu større nørd – brugte jeg gladeligt timevis af familieferien i Florida, USA på at se træningskampe mod hold fra Australien.
Det er terapi. Tryghed. En fornemmelse af at være forbundet, ligegyldigt hvor i verden man er.
På toppen af trekket
Vi når selvfølgelig frem til trekkets endelige destination: Gokyo Ri i 5300 meters højde.
Mount Everest, verdens mægtigste bjerg, stirrer på os. Røde, hvide, blå, gule og grønne tibetanske bedeflag blafrer over hovederne på os. En halv kilometer under os sprækker og flækker isen på Gokyo-søen, så det lyder som en laserkrig fra Star Wars.
Det er fantastisk. Et syn, jeg aldrig glemmer. Og at skyerne har røde nuancer, og brydningerne på isen får mig til at tænke på Rashford, der zigzagger gennem Barca-forsvaret, gør ikke oplevelsen mindre stor.
Den samme dag fremskaffer Samdé et resultat via sin telefon, der får mig til at knytte en næve. 3-0 over Leicester. On we march.
Over hængebroer, gennem skyer, langs vandfald. Til Wembley, i Europa League og på Old Trafford.
Skæbnen vil, at vores trek ender i Lukla den 23. februar. Det er start- og slutdestinationen for de fleste vandreture i Everest-regionen og den mest civiliserede by i området. 2800 meter, men her er både lufthavn og irsk pub. Med andre ord: Returkampen mod Barca bliver finalen på eventyret.
Verdens største familie
Denne gang er jeg ikke alene. Samdé og min hustru sidder her også, vi har alle sat vækkeuret til klokken 01:30.
Den unge fyr, som styrer tea houset – og konsekvent kalder mig og min viv for “Sir” og “Ma’am” – har fundet kampen på den indiske kanal, lavet dampende varm te og fyret op for en brødrister af en el-radiator. Det er lunt og hyggeligt. Men ingen ytrer et ord i første halvleg.
Enden på historien kender du, kære læser. Fred. Forløsning. Antony. Ekstase.
Må de få fire timer med grønne brikker på Bem Brasil.
Erik Ten Hags røde tulipanskud. Det bedste der er sket for United, siden Ferguson stoppede.
Bruno det store, dejlige røvhul. Martinez den lille terrier. Garnachos lækre hår. Sir Alex med sixpence, der jubler på tribunen.
Og pludselig virker United som det drug, jeg selv i Himalaya må indtage.
Det forbinder mig på kryds og tværs. Det får mig til at tænke på min mor, der er lige så inkarneret fan som mig selv. På alle gutterne fra OldTrafford.dk, Casper Heiselbergs barn, som fylder 20 i år. Min barndomsven Martini. Kussen, Willy og Teisen.
Jeg kigger på min hustru, som også jubler. Indoktrineringen er for længst komplet.
Tænker på hendes bror og far, min svoger og svigerfar, som begge er glødende Barca-tilhængere.
Det er dét, fodbold kan. Verdens universelle sprog, som de selvfølgelig også taler i Himalaya.
Der er dét, vores åndsvage mega-kommercielliserede klub kan. Verdens største familie.
Mit trek i Nepal var vidunderligt smukt. Men det var Man Uniteds samlede 4-3-sejr over FC Barcelona også.
