Mason Greenwood

Blog: Stil jer på kvindernes side, Manchester United

Vores skribent og redaktør mener, det ville klæde klubben at tage et standpunkt og vise, at klubben har øjnene rettet mod et problem, som med al tydelighed eksisterer i samfundet og fodboldspillet.

I England blev der sidste år registreret en stigning i antallet af seksuelle overgreb på otte procent ifølge The Guardian. Per den 4. november, var der registreret 61.158 anmeldte overgreb. 37 procent af disse var anmeldelser om voldtægt.

Vi ved herhjemme fra, at det er et fåtal af alle sager om voldtægter, som ender med at blive anmeldt, og at der i to tredjedele af sagerne er tale om, at offer og gerningsmand kender hinanden. Der er mange kvinder over hele verden, som lever i voldelige forhold, og det lader til, at Mason Greenwood har været den voldelige halvdel i et sådant forhold. Det viser de billeder og lydfiler, som blev delt af en kvinde søndag formiddag med stor sandsynlighed.

Og det er hende, hvis navn vi ikke behøver at nævne mere, for hun fortjener at kunne gå igennem det her i fred og ro, den her sag handler om. Ja, vi kan snakke rigtig meget om, hvor stort et potentiale Mason Greenwood besidder, og hvordan han nu skylder det ud med spildevandet, men det er underordnet. Det her handler om noget større, hvordan samfundet generelt – men også fodboldsspillet – har et kæmpe problem.

Hvad gør denne sag ved forholdet til den klub, man er fan af? Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg sidder med en grim smag i munden. Søndag ville jeg ikke have, det skulle være sandt, men det er det med stor sandsynlighed – og hvad gør klubben så? Det er urimeligt at stille Manchester United til ansvar for, hvad deres spillere gør væk fra Carrington og Old Trafford, og de har reageret prompte ved at suspendere Greenwood på ubestemt tid. Så langt, så godt.

Søndag delte SoMe-afdelingen opslag, som hyldede toårsdagen for Bruno Fernandes’ ankomst og Dimitar Berbatovs fødselsdag.  Selvom jeg kan forstå, nogle ser det som et forsøg på at lede offentlighedens opmærksomhed væk fra den grimme sag, så er det ikke dét, der går mig på. Det er det, som IKKE bliver delt eller kommunikeret, der skuffer mig.

Hvor er støtten til det mulige offer i sagen? Til hendes familie? Hvor er støtten til ikke bare de mange tusinde måske endda millioner af kvindelige fans, klubben nødvendigvis har rundt omkring, men kvinder generelt? Viser United, at de tager ansvar ikke bare i den her separate sag men også har øje på, at samfundet og fodboldspillet har et stort problem? Nej, det gør den desværre ikke i skrivende stund, og det skuffer mig, og det gør smagen i munden mere bitter. Hvad tænker spillerne på klubbens kvindehold egentlig?

Det er ikke Manchester United og de værdier, som klubben repræsenterer, der har fået Mason Greenwood til angiveligt at begå overgreb på en kvinde. Det er ikke Sir Bobby Charlton, Sir Matt Busby eller Sir Alex Fergusons skyld, at Cristiano Ronaldos grimme voldtægtsanklager hænger som grå skyer over ham – ligesom også Ryan Giggs står tiltalt for vold mod en tidligere partner. Men ikke desto mindre er klubben en del af et samfund, hvor problemet eksisterer, og det ville klæde den med den status, den har, ikke bare i fodboldspillet men generelt som holdepunkt for så mange mennesker og kvinder rundt omkring at vise, den tager det her problem meget alvorligt.

Manchester United kan lade sig inspirere af en af sine smukke egne(Marcus Rashford) og vise, at aktører i fodboldspillet kan være med til at skabe i første omgang opmærksomhed og derefter ændringer i samfundet – hvis blot viljen og modet er der til det.

Dette er en blog, som udtrykker skribentens personlige holdning. Det er derfor ikke nødvendigvis en, OldTrafford.dk som helhed deler.

Forrige artikel

Endnu en sponsor tager afstand

Næste artikel
Mason Greenwood mod Brentford

MEN: Nu fjernes Greenwood fra FIFA 22

ANNONCE