Klassisk Manchester United spillestil er, som jeg ser det, med en kantspiller helt ude på hver sidelinje, højt pres på modstanderen og stærke i omstillingsspillet. Men er det blot en saga, er tiderne skiftet, så vi ikke længere skal forvente at se United i en klassisk 4-4-2.?
Det er ikke nemt at svare på, da der i virkeligheden vel er flere svar på de spørgsmål. Men en ting er dog sikker. Glem nu al den snak om formationer og talkombinationer. I dagens moderne fodbold, er der langt vigtigere ting der spiller ind, end om det er 4-4-2, 4-3-3 eller hvad det hedder.
At vi i weekenden spillede glimrende i en lidt anderledes opstilling, end den United traditionelt stiller op i, gør at vi som fans måske skal begynde at ændre forventningerne til opstillingen en smule.
Nye indkøb viste hints om skifte
Indkøbene af Robin van Persie og Shinji Kagawa viste os, at vi ville forbedre os gennem midten af banen. I lange perioder de seneste sæsoner har vi intet skabt gennem den centrale del af banen. Vi har været alt for afhængige af, at kanterne har skabt chancerne.
Samtidig viser de spillere der er i gang med at slå igennem nede fra egne rækker, at stilen i United ikke længere er 4-4-2. Der satses i stedet på masser af bevægelse, frihed til de offensive kræfter og ikke mindst at spillerne kan spille flere forskellige pladser i løbet af kampene.
Danny Welbeck og Tom Cleverley er de to seneste skud på stammen fra akademiet. Welbeck er vel primært angriber, men er bestemt også effektiv på kanterne. Ligesom Cleverleys stil med hurtighed i spillet og masser af bevægelse, passer ind i dagens nye United-stil.
Vi ser mod udlandet
Da United for nogle år siden spillede flere gange med AS Roma indenfor få år, viste de en hel ny taktik. En taktik som jeg personligt tror, at Ferguson har fanget og har taget en smule til sig.
Italienerne spillede uden en reel angriber, men med en række offensive spillere, der alle havde stor bevægelse og taktisk forståelse i deres spil, og så spillede de med masser af hurtighed.
Det samme har FC Barcelona gjort de seneste år. De solgte den traditionelle angrebs-stjerne Samuel Eto’O, ligesom Zlatan Ibrahimovic også hurtig røg ud igen. Til gengæld ser vi nu nogle gange spillere som Fabregas, Pedro og andre spille fremme centralt for spanierne. Og på trods af de ikke er klassiske angribere, så er det enormt effektivt.
Den berømte diamant på midtbanen
Wayne Rooneys dage som spydspids er muligvis ovre. Robin van Persie og Javier Hernandez er bedre i boksen, og Rooney har en masse andre kvaliteter i sit spil. Kvaliteter han bedre kan udnytte længere tilbage på banen. Jeg ønsker ikke, at han skal spille defensiv midtbane, som han gjorde enkelte gange sidste år. Men som offensiv midtbane-spiller er han ganske god, og kan udvikles til at være fremragende her.
Bagved Rooney kræver det at der er en stærk ankermand. Ikke en Roy Keane-type, da de ikke rigtig er en del af topholdene i moderne fodbold. Der kræves en spiller som Carrick og Fletcher, der kan holde sig centralt i hele kampen, styre holdet og binde det hele sammen, defensivt såvel som offensivt.
Jeg mener, at vi skal have Cleverley og Welbeck med så meget som muligt. De er unge, og kommer med en masse energi, spille-motivation og det ungdommelige gå-på-mod. Det kan godt være, at Welbeck ikke vil komme til at score helt så meget som man kunne ønske, når han spiller på kanten. Men hans arbejds-indsats, bevægelighed, hurtighed, evner i pasningsspillet og anvendelighed er vigtig i konceptet.
Det vil give fem mand på midten, ikke en helt klassisk diamant, men med Kagawa, Rooney, Welbeck, Cleverley som de mest offensive vil de supplere van Persie i front helt eminent. Og samtidig har alle de kvaliteter der skal til, for at supplere Carrick og fireback-kæden defensivt.
Krav til backerne
Den formation sætter krav til backerne. De skal være dem der giver bredden i spillet, når United er i offensiven. Men der er ikke tvivl om, at Rafael og Evra begge formår at bidrage offensivt med kvalitet. Og jeg synes, at specielt Rafael har forbedret sit defensive spil markant i år.
Det kan umiddelbart betyde, at de klassiske kantspillere i United er fortid. Jeg tror ikke vi så ofte vil se kantspilleren stå helt ude på linjen og få kridt på støvlerne, som det var tilfældet tidligere i United. Og det er måske lidt hårdt, at skulle se sidste sæsons bedste spiller, Antonio Valencia, ofres lidt på grund af taktikken. Men sådan er gamet jo altså.
Det kan på sin vis være lidt trist, da jeg elsker at se dygtige kantspillere udfordre deres direkte modstandere med hurtige fødder og snævre driblinger, for at gå til baglinjen og slå et indlæg. Men det kan jo stadig benyttes i visse kampe, alt efter hvem modstanderen er.
Mere tempo i spillet
Det overordnede for United må være, at få mere tempo og energi ind i spillet. Alt for ofte de seneste sæsoner, har man trukket sig tilbage, trukket tempoet ud af kampen, og givet for meget initiativ til modstanderen.
Det kan være ganske ok nogle gange, men jeg savner den gode gamle United-ånd, med i længere perioder i kampene, at gå højt op og ligge et tungt pres på modstanderen når de har bolden. Det bør være muligt at se igen.
Spiller vi med den diamant-formation jeg nævner længere oppe, så er jeg ikke nervøs for spillet når vi har bolden. Der er så meget flair, tempo, bevægelighed og kreativitet i den offensive del, at United gang på gang bør skabe chancer og mål.
Derfor må jeg konkludere, at vi skal finde en blanding frem for at få succes i år. Lad os finde de klassiek dyder som tempo og højt pres frem, men samtidig tage nye tiltag som diamant-midtbanen til os. Det tror jeg er vejen til succes i år for United.
