Captain James Thain

Kaptajn James Thain var på det tidspunkt 36 år. Han var sat til at flyve Uniteds spillere til og fra Beograd med en mellemlanding i München for at tanke.
Ved sin side ville han normalt have en almindelig styrmand, men han havde specielt ønsket at få sin gode ven Kenneth Rayment ved sin side, som selv var kaptajn og dermed på mange måder ”overkvalificeret” til rollen som styrmand på denne flyvetur.

Der skal derfor ikke herske tvivl om, at begge piloter var erfarne i deres job, hvor Thain også var formand for den engelske pilotforening. Rayment var to år ældre end Thain og havde flere år bag sig i faget end sin kaptajn på denne tur.

Det specielle ønske om at have Rayment ved sin side gav siden hen Thain bagslag, hvilket jeg vil komme ind på senere.

Thain fløj selv – som han også skulle – ned til Beograd med en problemfri mellemlanding i München.
Men på vej hjem overlod han roret til sin mere erfarne kollega, hvilket fik fatale konsekvenser for dem begge.

“Christ… We are not going to make it!”
De to erfarne piloter forsøgte to gange forgæves at få flyet i luften på grund af motorproblemer. Da det fatale tredje forsøg skulle gennemføres rådførte de sig med de lokale teknikere, som vurderede, at de-icing af flyets vinger ikke var nødvendig, hvilket siden hen blev anset som en mulig grund til ulykken. I myndighedernes efterforskning af ulykken blev det senere fastslået, at 16 andre fly samme dag havde lettet succesfuldt – alle 16 fly var blevet de-iced.

Til den officielle tyske efterforskning af ulykken fortalte Thain, at han i cockpittet kunne se, hvordan flyets hastighed fulgte accelerationen på et normalt takeoff, da nålen pludselig gik fra 117 knob til 105. Da han kiggede op igen var landingsbanen forduftet og i de sidste sekunder af dette katastrofale takeoff kunne han høre Rayment skrige ”Christ… We are not going to make it!”

Gjort til skyldig i flyulykken
Zulu Uniform, som flyet blev kaldt over radioen, ramte det nærtliggende hus og brød i brand.
Mens Thain overlevede, så omkom hans nære ven Rayment på en flyvetur, som han i realiteten ikke skulle have fløjet og slet ikke ved roret.

Flyselskabet British European Airways (BEA), som var en forløber, til det vi i dag kender som British Airways, valgte øjeblikket at suspendere og senere, juledag 1960, fyre James Thain, for det de kaldte to brud på selskabets politik.
Det ene brud bestod i, at han ikke selv havde tjekket flyets vinger for behovet for de-icing, men havde overladt det til en tekniker.
Det andet brud var i, at han valgte at sidde i højre sæde (styrmandens) i cockpittet i stedet for det venstre, som Rayment overtog. Men hans appel om at begge var lige kvalificeret til det, hjalp ikke hos BEAs kommission, som desuden opkrævede erstatning for den kasket, som han mistede under styrtet.

Clearet for alle anklager
Uden job og med tunge anklager om at være skyld i ulykken fra både engelsk og tysk side, trak Thain sig tilbage og blev landmand i Berkshire.
Han kæmpede dog for sin uskyld helt indtil et hjertestop var skyld i hans død den 6. august 1975.

I mere end 15 år brugte Thain det, der svarede til over 150.000 kroner af sine egne penge på sammen med sin kone, på at bevise sin uskyld.
Først i 1969 blev han frikendt af en britisk kommission efter, at flere undersøgelser beviste, at den manglende de-icing ikke var skyld i ulykken, men at det skyldtes sjap på landingsbanen.

Det blev senere – mange år efter hans død – afsløret i engelske medier, at de engelske myndigheder i lang tid var klar over Thains uskyld og den egentlige grund til flyulykken, men at disse oplysninger blev tilbageholdt, da man ikke ville ydmyge Tyskland så få år efter afslutningen på anden verdenskrig.

ANNONCE