Karakterbog: Magiske afleveringer og manglende skarphed i Uniteds 3-2-sejr

Manchester United leverede en underholdende 3-2-sejr over Nottingham Forest, hvor flere spillere imponerede offensivt, mens især skarpheden foran mål svingede. Her er karaktererne fra opgøret på Old Trafford.

Både offensiven og defensiven kom i fokus, da Manchester United hjemme vandt 3-2 over Nottingham Forest.

Her kan du læse karakterbogen fra søndagens opgør på Old Trafford.

Her er hvordan, vi giver karakterer på OldTrafford.dk.

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

Man skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.

 

Senne Lammens – 7

Flot præstation af Senne Lammens trods to indkasserede mål. Første halvleg var nærmest perfekt med to store redninger og fine takter i sit spil med fødderne. En enkelt fejl kunne have kostet, da Lammens spiller bolden usikkert til Mainoo i kanten af eget felt, hvor Elliot Anderson er tæt på at opsnappe den.

Anden halvleg var også god for målmanden. Han havde ingen chance ved de to mål fra henholdsvis Morato og Morgan Gibbs-White.

Diogo Dalot – 7

Dalot har været god i de seneste kampe, hvor særligt hans spil med bolden er blevet bedre. Han havde en stor andel i 1-0-målet og var involveret i flere offensive aktioner. Defensivt stod han også stærkt. Som altid kæmper han godt for holdet, særligt i sine tilbageløb efter offensive raids.

Harry Maguire – 6

Det blev en solid defensiv præstation fra Maguire, som stod godt sammen med Martínez i centerforsvaret. Som altid var den engelske stopper stærk i opspillet og i de defensive dueller og havde overtaget på den ellers stærke Wood under hele kampen.

Lisandro Martínez – 6

Martínez er rigtig god, når han får lov til at bidrage i opspillet. Særligt i første halvleg fungerede han flere gange som en ekstra midtbanespiller, når United spillede bolden frem i banen. Defensivt stod han også solidt.

Ligesom Maguire får han karakteren 6, da de to ikke lavede åbenlyse fejl, men alligevel tillod to indlæg fra Anderson, som begge endte med scoringer bag Lammens.

Luke Shaw – 8

Luke Shaw spillede søndag sin kamp nummer 37 i Premier League denne sæson. Det i sig selv fortjener ros, og Shaw har da også været en af de mest stabile spillere i år.

I dag kunne han også tilføje et mål til sin i forvejen stærke sæson. Han kom godt med i feltet og sparkede sikkert bolden i mål efter blot seks minutter. Defensivt var venstrebacken også stærk. En rigtig flot kamp af Shaw.

Casemiro – 7 (ud 81’)

Casemiro spillede søndag sin sidste kamp på Old Trafford. Og hvilken sæson det har været for den brasilianske midtbanespiller, som har været en af de absolut bedste for United i år.

Opgøret mod Forest var endnu en stabil præstation fra Casemiro, som var god i opspillet, stod godt på banen og sjældent lavede fejl. Tak for alt, Cas!

Kobbie Mainoo – 7

En stille kamp for Mainoo, som ikke var voldsomt involveret i det store antal chancer, kampen bød på. Alligevel var det en meget solid præstation af den unge midtbanespiller, som viste sig flot frem i opspillet og varetog sine defensive pligter fint. Kombinationsspillet sad også i skabet, særligt med de to midtbane-kolleger.

Amad Diallo – 6

Diallo virker trods alt ikke påvirket af de svingende præstationer. Han scorer ikke og lægger ikke op, men den unge kantspiller bliver ved med at skabe chancer og bidrage til det offensive spil. Skarpheden mangler dog fortsat, også i de afgørende afleveringer. Ikke desto mindre en fin præstation af Amad.

Bruno Fernandes – 9

Ord kan næsten ikke beskrive hans betydning for holdet. 20 assists og 8 mål – og hvis man spørger skribenten, årets spiller i Premier League.

Bruno Fernandes viste sig igen flot frem søndag, hvor han skabte et hav af chancer. Han kunne nemt have fået både assist nummer to og tre, hvis medspillerne havde været skarpere. Utrolig tæt på karakteren 10.

Matheus Cunha – 7 (ud 80’)

Flot kamp af Cunha, som scorer sikkert til 2-1, burde have haft en assist kort efter og arbejdede hårdt gennem hele kampen. Han ligner en spiller fyldt med spilleglæde og selvtillid.

Bryan Mbeumo – 5 (ud 80’)

En hård karakter, da Mbeumo fik en halv assist på 2-1-målet og scorede flot til 3-1. Men realiteten er, at han kunne have lavet hattrick. Han brænder mindst to, hvis ikke tre, 100-procents-chancer. Det er svært at forstå, at en så dygtig spiller skal bruge så mange forsøg på at score. Det forløsende mål giver forhåbentlig et stort boost til selvtilliden.

Træner og indskiftere

Michael Carrick – 8

Manchester United kom godt ud til både første og anden halvleg. Det i sig selv giver Carrick en høj karakter, da holdet tidligere har haft svært ved at starte kampene godt. Det var langt fra tilfældet i dag.

Spillet med bolden fungerede særdeles godt, særligt på midtbanen, som styrede kampen fra start til slut. Defensiven var solid, chancerne kom i stort antal, og holdet virkede trygt i den taktiske ramme, Carrick havde lagt.

Patrick Dorgu – UB

Joshua Zirkzee – UB

Mason Mount – UB

Skriv et svar
Forrige artikel

Læsernes karakterbog: United besejrer Nottingham Forest 3-2

ANNONCE