Everton – Manchester United 2003
Goodison Park søndag d. 11. maj 2003 kl 16.00, tilskuere 40.168
”We`ve got our trophy back” er en af sangene, de medrejsende United supportere synger, for at hylde de nykårede mestre. På den modsatte langside, Main Stand, sidder min kammerat Lars Friis og jeg. Selvom det ikke er første gang jeg oplever, at vi får overrakt Premier League trofæet, er det alligevel en speciel oplevelse, da det er første gang, det ikke er hjemme på Old Trafford.
Jeg har selv en enorm trang til med fuld hals at heppe på det hold, der har givet mig så mange oplevelser, men min sunde fornuft siger mig, at det nok er det klogeste at holde sig neutral, da vi sidder i hjemmeholdets sektion. United er jo ikke den mest elskede klub i Scouserland. Da Roy Keane efter kampen løfter PL trofæet, som det synlige bevis på at vi igen er Englands bedste klub, kan jeg ikke holde min begejstring tilbage. Hvor er det bare vidunderligt at opleve sådanne øjeblikke.
Da vi har passeret halvdelen af de 38 kampe, er der ellers ikke meget der tyder på, at vi skal vinde ”vores” trofæ tilbage. Arsenal har netop vundet over Middlesbrough, samtidig med at United taber 1-0 ude på Ewood Park til Blackburn. Dermed har United kun 32 point, 7 mindre end Arsenal. Herfra taber United kun en kamp mere i sæsonen. Det er faktisk den næste kamp på boxing day, hvorfra de må rejse hjem fra Riverside i Middlesbrough uden point. Der er dog lige en kamp mere der skal spilles, inden anfører Roy Keane kan modtage Pl trofæet, der dog blev sikret ugen forinden.
Everton har to ændringer fra sidste uges 2-0 nederlag ude mod Fulham. Naysmith erstatter Mark Pembridge og Steve Watson erstatter Scott Gemmill. United stiller med de samme 11, der slog Charlton 4-1.
De to hold stiller op som følgende:
Everton : Richard Wright – Tony Hibbert, Joseph Yobo, Alan Stubbs, David Unsworth, Steve Watson – Lee Cassley, Thomas Gravesen (Nick Chadwick 75 min), Gary Naysmith(Alessandro Piston 84 min) – Kevin Campbell (Duncan Ferguson 40 min) og Wayne Rooney.
Manchester United : Roy Carroll – Wes Brown (Phil Neville 40 min) Michael Silvestre, John O`Shea (Laurent Blanc 46 min)David Beckham, Roy Keane, Poul Scholes, Ryan Giggs – Ole Gunnar Solskjær (Quinton Fortune 79 min) og Ruud Van Nistelrooy.
Hjemmeholdet Everton kan spille sig i UEFA cuppen den følgende sæson, men det kræver en sejr mod en modstander de ikke har slået i 8 år.
Det starter da også godt for hjemmeholdet, der kommer foran allerede efter 8 minutters spil. David Beckham mister bolden på midten og Everton slår kontra. Bolden havner hos unge Wayne Rooney, der spiller den frem mod angrebsmakker Kevin Campbell. Silvestre kommer i vejen og spiller tilbage til målmand Roy Caroll, der dog må give hjørnespark, da han demonstrerer, han nok ikke er verdens bedste med fødderne. På det efterfølgende hjørnespark bringer Campbell værterne i front på hovedstød tæt under mål.
I en meget underholdende første halvleg, hvor der er store chancer til både Scholes og Van Nistelrooy, skal vi helt hen 45. minut før kampens andet mål falder og hvilket et. United får frispark udenfor feltet i højre side og frisparkseksperten David Beckham gør sig klar. Med et af hans velkendte skruede spark, krænger han bolden over muren i det lange hjørne uden chance for målmand Richard Wright. Dermed går de to hold til pausen med 1-1.
I pausen foretager manager Alex Ferguson sin anden udskiftning, da han sætter Laurent Blanc ind til hans sidste kamp på top plan. Fem minutter før pausen bliver han tvunget til den første udskiftning, da Wes Brown må forlade banen med en skade, der senere viser sig at være et overrevet korsbånd.
Selvom Everton giver bolden op, går der ikke mere end ca 45 sekunder inden Van Nistelrooy har et skud på sammenføjningen, men bolden vil ikke ind. Det vil den heller ikke, da Englands nye wonderboy Wayne Rooney får to kæmpe chancer senere i halvlegen. Så det er utroligt, vi skal helt hen til ca 10 min før tid, før kampens tredje og afgørende mål falder.
Da Roy Keane efter kampen løfter PL trofæet, som det synlige bevis på at vi igen er Englands bedste klub, kan jeg ikke holde min begejstring tilbage
Det er et tyndt dømt straffespark fra dommer Mick Riley, der skal til for at finde afgørelsen på den underholdende kamp. Van Nistelrooy modtager bolden med ryggen til mål med forsvarer Alan Stubbs bag ved sig. Om han bliver hevet i trøjen eller hvad der sker, må være op til dommeren at give svar på, men straffe er der i hvert fald dømt.
På det efterfølgende straffespark scorer han selv sikkert til 2-1, ved at sende Richard Wright til venstre og lægge den stille og rolig til højre i målet. Herved bliver det. Med det resultat mister Everton muligheden for at spille europæisk fodbold for første gang siden 1995/96 sæsonen. United er derimod igen klar til at spille Champions League.
Efter afgørelsen på dette års PL, har flere af de engelske medier travlt med at hævde, at Arsenal smider mesterskabet væk, og ikke United der vinder det. Fakta viser bare, at Wengers tropper får nøjagtig lige mange point både i første og anden halvdel af sæsonen. United derimod spiller hele 2003 uden nederlag, hvilket vidner om en utrolig stor stabilitet og evne til at modstå det store pres, de er under.
Det er nok den generelle trend, at medierne og forbund ikke kan lide Manchester United. Det undrer i hvert fald undertegnede, at et mesterhold ikke engang formår at få så meget som en eneste spiller på årets PL hold. Årets topscorer Ruud Van Nistelrooy scorer totalt 44 mål i alle turneringer, berettiger alle de mål ikke engang til en plads? Hvad med de storspillende midtbanespillere Poul Scholes og David Beckham der til sammen scorer 31 mål?
Den eneste der er fundet værdig er vores keeper Fabian Barthez, men det er på årets flop hold. Selvom han er den keeper, der har lukket færrest mål ind.
