Hvilken betydning har trøjenumre? Er det overhovedet vigtigt, hvilket tal der står på ryggen af en spiller?
For nogle er det, og for nogle er det ikke. Men vi kan i hvert fald ikke komme uden om, at numrene ofte repræsenterer nogle forventninger til en given spiller. Får en spiller nummer 7 eller nummer 10, følger der visse forventninger med.
Helt de samme forventninger følger ikke automatisk med, når spilleren ifører sig nummer 13 eller nummer 26. Nedenfor gennemgår vi numrene og de spillere, der har spillet i dem gennem tiden. Primært i United, men også med et lille blik til verden udenfor.
Nummer 13
Nogle spillere har faktisk givet nummer 13 en særlig status gennem tiden. Eusébio og Gerd Müller blev begge VM-topscorere i det nummer, i henholdsvis 1966 og 1974.
I nyere tid har en anden Müller, Thomas Müller, båret nummeret fast på det tyske landshold. Og en tredje tysker, Michael Ballack, har båret det for både klub – og landshold. Tallet er dog også sammenkædet med uheld, hvorfor det ofte fravælges af spillere.
Måske skulle Ballack have tænkt på dette i 2002. Her tabte han og Leverkusen den tyske pokalfinale og Champions League-finalen, mens de også smed en føring og blev nummer to i Bundesligaen. Samme år sad han ude med karantæne i VM-finalen, der også blev tabt.
I United forbindes nummeret mest med Ji-Sung Park, der var med på et hold, der vandt fire mesterskaber og var i tre Champions League-finaler på fire år.
Derudover er Brian McClair også værd at nævne. Skotten havde ofte optrådt i nummer 9, da trøjerne i starten blev tildelt til en position og ikke til en bestemt spiller. Men fra 1996 måtte han nøjes med nummer 13 og overlod dermed 9-tallet til Andy Cole.
Udover de to er nummer 13 oftest blevet tildelt reservemålmænd som Les Sealey, Mark Bosnich, Gary Walsh, Roy Carroll, Lee Grant og danske Anders Lindegaard.
Hvis Patrick Dorgu præsterer i United, er der dermed fine muligheder for, at han en dag vil blive husket som en af klubbens bedste 13’ere nogensinde.
Nummer 26
Der findes Premier League-spillere, der har gjort nummer 26 til sit eget gennem det meste af klubkarrieren. John Terry og Ledley King kan nævnes her. Og så er det også tilfældet for Andrew Robertson og Riyad Mahrez.
Nemanja Vidic ville have gjort det samme, hvis han havde beholdt nummer 26, som han havde i Spartak Moskva. Men han skiftede i stedet til nummer 15, da han skrev under med United.
I 1990’erne bar forsvarsspilleren Chris Casper nummer 26 gennem flere sæsoner. Men han fik kun 7 kampe for United. Tendensen fortsatte med Massimo Taibi (4 kampe), Mark Wilson (10), Danny Pugh (7), Phil Bardsley (18) og Manucho (3), inden Gabriel Obertan spillede 28 kampe i nummer 26 og kvitterede med et enkelt mål.
I 2012 ankom Shinji Kagawa og fik nummer 26. Kort efter kom Robin van Persie dog til fra Arsenal, og derfra blev Kagawa kun anset som reserve. Han nåede i alt 57 kampe og 6 mål, heriblandt et hattrick mod Norwich.
Siden Kagawa er nummer 26 blevet båret af to tidligere akademispillere, Mason Greenwood og Dean Henderson. Førstnævnte overbeviste straks og fik efter debutsæsonen tildelt nummer 11 i stedet for. Derfor gik nummeret nu i stedet til sidstnævnte, der dog endte med at skifte, da han var for god til at være reserve, men ikke formåede at overbevise nok til at blive førstevalg i målet.
Af de ovenstående må Mason Greenwood siges at være Uniteds bedste nummer 26 nogensinde. Han bar kun nummeret i 19/20-sæsonen, men der præsterede han til gengæld hele 19 mål og 3 assists i 51 kampe.
Bortset fra det er det dog ikke ligefrem et legendarisk trøjenummer i United. Og derfor er der fine muligheder for, at Ayden Heaven kan markere sig som én af de bedste 26’ere i Uniteds historie. Han skal dog lige slå igennem først.
