Andrey Santos har netop spillet sin fjerde uofficielle kamp for Manchester United, og den 22-årige brasilianer har primært gjort sig bemærket på den defensive midtbane.
Hans præstationer er da heller ikke gået ubemærket hen.
Da Santos ankom til Manchester United, vakte det undren blandt flere. Klubben havde netop sagt farvel til Casemiro – en af de bedste defensive midtbanespillere i fodboldens historie – og spørgsmålet var derfor oplagt:
Skulle en 22-årig reserve fra Chelsea virkelig være manden, der skulle udfylde hullet efter brasilianeren?
Eller ville Manchester United stadig gå på transfermarkedet efter en etableret 6’er?
Indtil videre tyder meget på, at Santos selv er klar til at tage kampen op.
Lørdag eftermiddag spillede Manchester United testkamp mod PSG, og efter slutfløjt blev Santos fanget af journalister, heriblandt BBC, som blandt andet spurgte ham ind til rollen som Casemiros afløser.
Brasilianeren lagde ikke skjul på, at han ser sin landsmand som en inspiration – men samtidig mener han selv, at han kan udfylde rollen.
– For mig er Casemiro en legende. Nu er han væk. Nu er jeg her, og jeg føler, at jeg kan gøre de ting, som Casemiro gjorde i sidste sæson. Det er det, jeg er her for.”
Santos blev også spurgt ind til, hvilken position han selv ser som den bedste for sine kvaliteter.
Her var svaret klart.
– Hvad angår mine egenskaber, så foretrækker jeg at spille i en dybere rolle, som en 6’er. Jeg forsøger at hjælpe mine holdkammerater, når vi ikke har bolden, og når vi har den, elsker jeg at bryde modstanderens kæder.
Et signal fra den unge brasilianer om, hvor han helst ser sig selv spille.
Om Manchester United har set nok til at gøre Santos til klubbens faste mand på den defensive midtbane i de kommende år, er dog stadig for tidligt at konkludere.




