Antony blev i slutningen af sommerens transfervindue solgt til Manchester United for over 700 millioner kroner. Den lille brasilianer er gået fra et liv i Sao Paulos farlige slumkvarterer til en glamourøs tilværelse i en af verdens største fodboldklubber på kun tre år. Men den 22-årige kantspiller glemmer aldrig, hvor han kommer fra.
– Hvis du virkelig vil forstå mig som person, så bliver du nødt til at forstå hvor jeg kommer fra. Min historie. Mine rødder. Inferninho (navnet på det slumkvarter Antony er opvokset i).
Sådan lyder en af de første sætninger i Antonys historie i The Player’s Tribune. Inferninho betyder “lille helvede”, og Antony fortæller bl.a., hvilke oplevelser han bærer rundt på fra det hårde kvarter i Sao Paulo.
– Nogle af de ting jeg har set… Kun dem som har levet i det kan rigtig forstå det. På min vej til skole en morgen, da jeg var 8 eller 9 år gammel, kom jeg forbi en mand, som lå i en gyde. Da jeg kom nærmere, gik det op for mig, at han var død. I en favela bliver du følelseskold over for sådan noget.
Som mange andre brasilianere, så var Antonys eneste udvej fra tilværelsen i slumkvarteret via en fodbold. Antony betragter netop derfor ikke sin sportslige succes, som en drøm der er gået i opfyldelse.
– Når du snakker med medierne, så spørger de altid om dine drømme. Champions League? VM? Ballon d’Or? Det er ikke mine drømme. Det er mine mål. Min eneste drøm var at få mine forældre ud af favelaen. Der var ikke en plan B. Jeg skulle klare det eller dø i forsøget, lyder det fra Antony.
Selvom Antony er sluppet ud af Inferninho, så har oplevelserne og opvæksten præget ham. Det gælder også, når han træder ind på en fodboldbane.
– Driblinger har altid været en del af mig. Det er naturligt instinkt. Jeg nægtede at bøje mig for nogen. Jeg lavede elastico på narkohandlerne. Rainbow på buschauffører. Tunneller på tyve. Jeg gav ikke en f***. Når jeg havde en bold for mine fødder, så var jeg frygtløs, fortæller brasilianeren.
Den vævre kantspiller er på trods af den brutale opvækst dybt tanknemmelig. Han tænker på sin opvækst, inden hver eneste kamp han spiller. Han har endda gjort det til et ritual.
– Jeg har altid sagt, at ligemeget hvor jeg kommer hen, ligegyldigt hvad der sker mig, så repræsenterer jeg det sted, som lærte mig alt. Uden mit hjem og min familie er alt ligegyldigt. På mine støvler, inden hver kamp, skriver jeg mig selv en lille påmindelse. “FAVELA”, afslutter han.
Interviewet er blevet døbt “The Boy From Hell” og hele historien kan læses på The Player’s Tribune.
