Foto: Stu Forster/Getty Images
Bruno Fernandes er kåret som sæsonens bedste spiller i Premier League. Det er dog ikke den officielle kåring, Premier League Player of the Season, der først uddeles senere. I stedet er der tale om en pris, der uddeles af Football Writers Association.
FWA har i går annonceret, at Bruno Fernandes har vundet deres afstemning med bare 28 stemmer foran Arsenals Declan Rice, der kom på 2. pladsen. Erling Haaland fra Manchester City blev nummer tre.
Dermed bliver Bruno Fernandes den første United-spiller til at vinde prisen siden Wayne Rooney i 2010.
Betyder dette så, at han også kommer til at vinde Premier League’s kåring?
Det er ikke til at sige. De seneste tre sæsoner har den samme spiller vundet begge kåringer. Det skete med Mohamed Salah i fjor, samt med Phil Foden og Erling Haaland i de to sæsoner før det.
I 2021/22 var kåringerne dog uenige med Kevin De Bruyne, der vandt den ene, mens Mohamed Salah vandt den anden.
Tendensen er dog, at det oftest er den samme spiller, der vinder begge kåringer. Det er sket 16 gange ud af de seneste 22 sæsoner, fra og med 2003/04-sæsonen.




