Gisningerne om Cristiano Ronaldos fremtid forsætter med uformindsket styrke. Hovedpersonen selv har hidtil ikke meldt entydigt ud, hvor han ønsker at udfolde sit fodboldtalent i næste sæson.
Det faktum har holdt gang i rygterne, der sender årets spiller i England til Madrid. Den spanske sportsavis Marca hævder, at Real Madrid er parat til at sprænge alle rammer for at sikre sig den 23-årige portugiser.
“Vores arbejde er gjort. Nu afhænger det af spilleren. Den, der skal foretage sig noget nu offentligt, er spilleren,” siger Real-præsident Ramón Calderón ifølge Marca.
Ifølge avisen kræver United, at Real sender Sergio Ramos, Mahamadou Diarrá og Robinho plus 50 millioner pund nordpå, hvis Ronaldo skal rejse den modsatte vej. Dette vil Real næppe være interesseret i, og Uniteds tilbud skal formentlig også ses som et tegn på, at man ikke har i sinde at slippe sin topscorer.