(Photo by Carl Recine/Getty Images)
Manchester United og Michael Carrick fortsætter det fantastiske momentum, som holdet har kørende for sig. Denne lørdag blev det Tottenham Hotspur, der måtte indkassere et nederlag til det Carrick-ledte Manchester United.
United havde en smule svært ved at skabe de helt oplagte målchancer, men et rødt kort i midten af første halvleg, ændrede kampens dynamik til Uniteds klare fordel.
Selvom United ikke slagtede Spurs, så er Uniteds midlertidige træner glad for, hvordan hans mandskab greb kampen an, da Viaplay fangede ham kort efter slutfløjt.
– Endnu en vigtig sejr, alle kampe er vigtige. Det var en sejr til at holde momentummet kørende, positiviteten og energien, starter United-træneren og tilføjer, at det ville blive en svær kamp.
– Vi vidste, at det ville blive en svær kamp. Det var en god kamp at se på, og vi så farlige ud gennem kampen, hvilket er rart at se, og rart med en sejr, siger englænderen.
Det røde kort betød naturligvis meget for kampens dynamik, og specielt på Uniteds første mål, lignede det, at Spurs ikke var indstillet på at være en spillere mindre. Det lægger Carrick ikke så meget i.
– Jeg lægger ikke så meget i det. Alle hold kommer ind til en kamp med idéer, og vi har naturligvis snakket om det, og det er selvfølgelig fedt, når det går godt, og gutterne eksekverede det perfekt, smiler en tilfreds United-boss.
Fremtiden for både Carrick og Manchester United er på alles læber for tiden. Carrick er som udgangspunkt ikke tiltænkt en rolle efter sommerferien, og United øjner i og for sig ikke mere end at skulle spille Champions League. Noget Carrick understreger, da han bliver forholdt den problemstilling.
– Lige nu er vi 4’er. Vi vil fortsætte fremgangen og blive ved med at vinde, og så ender vi måske højere i ligaen, hvem ved, siger Carrick. United-legenden, som understreger, at det ikke handler om placering i ligaen, men stemning og fortsatte gode præstationer.
– Jeg er ikke fokuseret på en specifik placering, men at holde positiviteten og energien.Vi tager den uge for uge, og gutterne er et godt sted og i god form, så lad os se, hvor vi ender, afslutter Carrick, der kan gå fra banen som United-manager for syvende gang. Stadig uden nederlag.
Carricks og Uniteds næste opgave er West Ham på tirsdag, når deleren i december skal revancheres.
Trods fremragende start for Carrick: Midlertidige trænere har før gjort det godt




