Forsvarsduoen Chris Smalling og Marcos Rojo har begge været ude med skader siden starten af december og har derfor slet ikke været i aktion for Manchester United, siden Ole Gunnar Solskjær kom til. Det kan dog snart komme til at ændre sig.
Smalling, der er tættest på comeback, har trænet med i to uger efter at have været ude siden december med en fodskade og er derfor i spil til den kommende weekends Premier League-møde med Fulham. Det fremgår af klubbens egen hjemmeside.
Rojos sidste optræden var også i december, men argentineren er tilbage på træningsbanen igen og forventes klar i løbet af februar. Han vil dog skulle imponere en del til træning for at lave betydeligt om på, at han i denne sæson har været femtevalg i midterforsvaret. Smalling, Jones, Bailly og Lindelöf har alle spillet flere kampe end ham.