Efter først Michael Keane, Jesse Lingard og Robert Brady tidligere er blevet udlejet, fulgte endnu en reserve i dag efter.
Det er forsvarsspilleren Sean McGinty, der i den næste måned skal kæmpe om spilletid i Carlisle, der spiller i League One.
Det vækker glæde i Carlisle, hvor manager Greg Abbott havde følgende rosende ord om sin nye lejesvend.
– Vi har høje tanker om ham, og han vil forhåbentlig passe ind i truppen, i en periode hvor vi slider med skader, sagde Abbott til Carlisles hjemmeside.
Det er anden gang i denne sæson at Sean McGinty bliver sendt på udlån. Tidligere har han tilbragt et par måneder i Oxford i League Two, hvor det blev til begrænset spilletid.
McGintys lejeaftale med Carlisle gælder indtil videre for den kommende måned.