Manchester United leverede en tam indsats på udebane mod Newcastle i søndags, hvilket resulterede i en fortjent sejr til hjemmeholdet. Præstationen vækkede mindelser om den ugidelige indsats i 4-0-nederlaget til Brentford tilbage i august.
I kølvandet på nederlaget til Brentford i august blev hele truppen, ledsaget af Erik ten Hag, sendt på en efterhånden famøs 14 kilometers løbetur. Det var distancen, som Brentford havde løbet længere end United i kampen. Løbeturen var Erik ten Hags måde at vise, hvad det kræver at vinde kampe i Premier League. Hårdt arbejde.
Men det er muligvis nødvendigt at minde spillerne om det igen. Efter opgøret i søndags fortalte den hollandske manager, at Newcastle ganske enkelt ville det mere. Det er uacceptabelt, men samtidig kommer det ikke fuldstændig bag på Erik ten Hag. Det fortæller han på pressemødet forud for onsdagens hjemmekamp mod Brentford.
– Vi vendte tilbage til gamle vaner. Men jeg ved også, at der vil komme udsving, fordi mennesker er ikke robotter. Men vi skal opføre os som robotter. Vi skal opføre os som maskiner. Vi kan forvente, og vi skal forvente og kræve fra vores spillere, at de matcher vores standarder. Så når vi ikke gør det, så er vi skuffede, fordi det er vores job.
Erik ten Hag har dog en tro på, at spillerne kan blive så mekaniske, at de kan levere upåklageligt uge efter uge.
– Jeg har en meget stærk tro, en meget stærk overbevisning og en meget stærk passion. Sammenholdet vi har haft, som vi har vist i mange kampe og i store kampe. Vi har vist, at vi kan vinde store opgør. Men du skal kunne gøre det hver gang. Det er kravet til topspillere. Det er forventingen i Manchester United. Det er forventningen, som fansene har til vores hold og vores spillere. Så det skal de kunne gøre, udtaler manageren.
De Røde Djævle skal forsøge sig at rejse fra nederlaget og den dårlige præstation i søndags, når de onsdag aften tager imod Brentford på Old Trafford. Opgøret fløjtes i gang kl. 21:00.