Erik ten Hag: Vi var tæt på at lukke dem ind i kampen igen

Manchester United vandt overbevisende 0-3 ude mod Nottingham Forest i den første af de to Carabao Cup-semifinaler. Forest var dog meget tæt på at komme tilbage i kampen i 1. halvleg. Netop her skal holdet blive skarpere, ifølge Erik ten Hag

Marcus Rashford gav United en drømmestart, da han efter 5 minutter af aftenens opgør bragte De Røde Djævle foran. United startede klart bedst, men som 1. halvleg skred frem, blev hjemmeholdet mere og mere pågående. Det irriterer Erik ten Hag.

– Vi var tæt på at lukke dem ind i kampen igen, og vi kan ikke tillade en modstander at komme ind i kampen igen, når vi starter så godt. Vi dikterede fuldstændig, og så kan det ændre sig på ét øjeblik. Det bliver vi nødt til at undgå, udtaler han.

Overordnet set, så er den hollandske manager dog meget tilfreds med holdets indsats.

– Jeg er glad for vores præstation, og jeg syntes, at vi kontrollerede kampen gennem 90 minutter.

Selvom United har sat sig selv i en meget fordelagtig position, så forbliver Erik ten Hag rolig. Arbejdet er kun halvklaret.

– Vi skal spille én kamp mere (inden finalen). Vi skal gøre det samme: forberede os og lægge en god kampplan. Spillerne bliver nødt til at være fokuserede, lyder det fra ham.

Erik ten Hag og hans tropper kan spille sig i Carabao Cup-finalen på næste onsdag, når de tager imod Nottingham Forest i returopgøret på Old Trafford.

 

Forrige artikel

Weghorst efter første United-mål: En fantastisk aften

Næste artikel

Rashford nomineret til pris i Premier League

ANNONCE