Foto: Ash Donelon/Manchester United – Getty Images
Manchester United var på sejrskurs, da André Onana i 87. minut begik straffespark i lørdagens hjemmekamp mod Burnley. Dermed udlignede bundholdet, og de røde djævle måtte tage til takke med et enkelt point.
Det skuffer Uniteds danske midtbanespiller Christian Eriksen, at de ikke formår at køre sejren sikkert i hus.
– Vi havde de tre point i hånden, da vi gik ind i slutminutterne. Vi burde være i stand til at holde et clean-sheet og få de tre point, siger han kort efter kampen.
Christian Eriksen var for anden gang i træk i startopstillingen i går. Det er første gang i 2024, at danskeren starter inde i to kampe i streg for United.
Han er glad for minutterne, men han mangler stadig nogle procenter.
– Der er stadig nogle ting, der kunne være bedre. Nogle beslutninger der kunne være bedre, så mig selv og mine holdkammerater kommer i en bedre position, siger han.
Sofyan Amrabat erstattede Eriksen efter 81 minutter i gårsdagens kamp.