Siden ni års alderen har Jonny Evans spillet i Manchester United og kan vel dermed kaldes for et ægte produkt af Manchester Uniteds akademi.
Efter mere end 100 kampe for Manchester United på seniorniveau skrev forsvarsspilleren kort før jul under på en ny forlængelse med Manchester United. En kontrakt, som han gerne ser fortsætter karriereren ud.
– Jeg vil gerne slutte min karriere i United. Jeg har været på udlån i et par år, men jeg er vokset op i akademien og er nu på førsteholdet.
– Da jeg var yngre, blev jeg allerede i 10 års alderen spurgt om prøvetræning i andre klubber. Men jeg gik aldrig til andre klubber. Jeg vidste Manchester United var dér, hvor jeg ville spille fodbold. Så at spille her i resten af min karriere er noget, jeg gerne vil. Det ville jeg elske, lyder det fra den 25-årige forsvarsspiller, som trods de mange år i Manchester aldrig har lagt sin irske accent fra sig.
Især i denne sæson har Evans slået sin plads fast på førsteholdet og udnyttet skader hos sine forsvarskolleger.
Jonny Evans er med sin forlængelse på kontrakt til 2016.