Manchester Uniteds colombianske spydspids langer nu ud efter de kritikere og medier, der i løbet af et sidste stykke tid har udtrykt bekymring for hans fysiske tilstand.
Historierne om et knæ, der langt fra er kommet sig efter en alvorlig skade i sidste sæson, er nemlig taget til, efter Falcao har været ude af aktion siden den 20. oktober.
Et tabloidmedie har skrevet, at den 28-årige angriber er tvunget til at sidde med is på knæet efter hver træning, mens andre aviser har fortalt, at et permanent skifte til Old Trafford er i fare pga. Falcaos skadeshistorik.
– Et fjols spekulerer. Nogle få andre mangler objektivitet, og millioner tror på løgnene. Det er katastrofalt, hvad nogle få fjolser kan gøre, skriver Falcao på sin Twitter-profil.
De seneste meldinger lyder da også på, at den tidligere Porto-spiller bliver klar til kampen mod Arsenal den 22. november.
Ifølge Goal.com har Uniteds lægestab netop givet Falcao grønt lys til at intensivere sin daglige træning i jagten på et comeback.
Radamel Falcao er tilknyttet United på en etårig lejeaftale, hvor der angiveligt er indbygget en frikøbsklausul.