Det 20. mesterskab bliver spillet stadigt tættere og tættere på Manchester United.
Søndag blev det til 2-0 hjemme på Old Trafford mod oprykkerne fra QPR. En sejr, som blev grundlagt af et noget heldigt straffespark, Ashley Young fik tilkendt efter 14 minutters spil.
“Ashley var et par meter offside, så jeg kan godt forstå, at Mark Hughes var vred og skuffet over kendelsen. Men man ser de her slags kendelser hver uge,” forklarer Sir Alex Ferguson om det straffespark, som også betød marchordre til QPR’s Shaun Derry.
“Han havde en smule fat i Young. Ikke meget, men nok til at skaffe os et straffespark. Og uheldigvis var han sidste forsvarsspiller, så han var nødt til at blive udvist.”
Udvisningen mener Sir Alex Ferguson dog ikke var vital for ‘De Røde Djævles’ sejr over QPR.
“Udvisningen hjalp os overhovedet ikke. Jeg var rent faktisk mere selvsikker før udvisningen på grund af den høje fart i vores spil og vores bevægelse på banen. Det fungerede rigtigt godt,” siger Ferguson.
“Det andet mål fra Scholes fik alle til at slappe af. Før det blev vi ved med at brænde vitale chancer. Welbeck kom alene igennem, så ramte vi overliggeren og stolpen, og bolde fløj rundt på tværs i feltet, men den ville bare ikke ind.”
Mange brændte chancer får dog ikke Ferguson til at ærgre sig før de sidste seks runder i Premier League.
“Det vigtige ved i dag var vores sejr,” siger Sir Alex Ferguson.