Tidligere var Ruud van Nistelrooy og Wayne Rooney de første navne på holdkortet, fordi Louis Saha var til konstante besøg hos lægestaben på baggrund af den ene småskade efter den anden, som kom med hjem i flyet fra de franske landsholdssamlinger.
Siden Carling Cup-finalen har det dog været noget anderledes. Louis Saha har været i storform, og det har gjort manageren nødsaget til at bytte lidt rundt på franskmanden og van Nistelrooy. Det er noget, Ferguson synes om, og han regner med at fortsætte med det.
“Jeg var spot on mod Arsenal, men sådan vil det ikke altid være. Det er små detaljer, der vil afgøre, hvem der spiller. Søndag følte jeg, at Ruud van Nistelrooy burde spille, fordi han altid er sat ufatteligt meget op til kampene mod Arsenal. Han havde noget at bevise. Det var ikke let at fortælle Louis Saha, at han var henvist til bænken, men situationen er den samme, når det er tilfældet for Ruud.”
“Ruud gjorde sit job og var uheldig ikke at få puttet bolden i kassen. Ved 1-0 kunne vi så sætte Louis Saha ind, hvis styrke og hurtighed er god at have, når man skal holde på bolden,” siger Ferguson ifølge Manchester Evening News.