”De Røde Djævle” får problemer med at genvinde titlen, hvis de smider point i de tre resterende hjemmekampe.
Sådan lyder det fra Sir Alex Ferguson, der kræver respons mod Aston Villa på søndag ovenpå onsdagens pinlige nederlag til upåagtede Wigan.
”Jeg tror, det er vigtigt, at vi vinder vores resterende hjemmekampe. Det er klart, at vi vil forbedre os oven på indsatsen onsdagen aften. Det er jeg sikker på. Det har været et tæt ræs, og vi er nu i en position, hvor vi kan sikre os titlen,” siger Ferguson til ManUtd.com.
Den 70-årige skotte slår dog fast, at United fortjener ros for de seneste måneders opadgående form.
”For et par måneder siden var City favorit hos bookmakerne, og vi haltede bagefter både pointmæssigt og i måldifference. Så vi skal også rose os selv for at være kommet efter det,” siger han.
United mangler foruden Aston Villa at møde Everton og Swansea på Old Trafford.